Vaesner

Mordet på Peter Gespenst 17. Spillegang

Fredag d. 9 Juli 1914 (Fortsat)

Aftensmaden hos Hr. Wernstürm går stille for sig, men er i sig selv rolig nok. Efter aftensmaden venter jeg et godt stykke tid, og da jeg endelig kan høre at de andre har forladt bygningen eller er gået i seng, så griber jeg den stakkels nye kat, og tager den med ud i køkkenet. Her tvinger jeg noget æter i den sammen med lidt mælk, nok til at den dør af det. Stakkels dyr, men det er vigtigt, jeg vil ikke besættes igen.

Jeg får fat i O’brien per telefon og får ham overtalt til at komme for at hjælpe mig, her midt nat. Dog tager det ham et godt stykke tid at komme herned, og jeg gør mig klar inde i lagerrummet imens, ved at forme en saltcirkel og tænde stearinlys.

Der stod godt nok ikke noget om stearin, men samtidig så kan man jo aldrig være for forsigtig og bedstemor har lært mig at alting virker bedre med stearinlys.

O’brien kommer endelig ned til lagerbygningen og fortæller en historie om en skummel gut, det er nok bare hans fantasi, men man ved jo aldrig. Jeg får ham overbevist om at trædde ind i cirklen og derefter beskytter jeg os med den latinske incanto og åbner derefter for blodet af den døde kat som jeg har med mig i en flaske. Dette blod bruges til at lave en cirkel foran os, og derefter forsøges frembringelsen af Frank Littleman. Jeg vil ikke længere forfølges, og det her virker som den bedste måde at slippe af med ham på. Imidlertid banker det på døren, en monotom banken. Men jeg kan høre det i det fjerne, trommerne der banker, det forfærdelige mareridt der vender tilbage. Det er skrækkeligt, og kilden til det må være Gespenst og hans magier. Jeg må stoppe det, jeg må skaffe os af med dette spøgelse fra fortiden!

O’Brien bliver inde i cirklen, beskyttet, men giver mig hans amulet. Jeg går hen imod døren mens han har sin pistol peget mod mig eller hvem end der kan komme ind. Jeg er ikke sikker på om han vil skyde mig i ryggen, han virker frygtsom, paranoid, forskræmt. I hvertfald får jeg åbnet døren, og ind springer en udsultet mand med kniv. Han stikker våbnet i min hofte før jeg kan nå at reagere, og smerten er voldsom, men jeg har oplevet at blive stukket ned før. Jeg bakker tilbage, forsøger at komme væk, og samtidig forsøger jeg at orientere mig, men trommerne i baghovedet bliver ved med at gøre det svært for mig at fokusere. Han stikker mig igen, men O’brien for ramt ham med et skud. Han vender sig nu mod O’Brien og efterlader mig. Jeg springer op på ryggen af ham, forsøger at få kniven fra ham, men den ender i min arm. Vi tumler rundt, det hele er kaos. Men pludselig stopper det. Bales kommer løbende fra værelserne for at se hvad der sker. O’Brien skyder ham i maven, manden falder om. Vi tumler ud af saltcirklen lige i det ånden forlader kroppen. Men den er nu fanget, den kan ikke komme ud. Vi har den. Bales nægter at være en del af det, og han forlader rummet hurtigt Jeg forsøger at fange hans opmærksomhed, men vi må give fortabt og O’Brien sprinter ned for at hente præsten.

Imens begynder Frank Littlemans ånd at løfte ting for at ødelægge cirklerne vi har fået lavet omkring ham med salt. Jeg forsøger desperat at holde ham væk fra det, men hans kræfter er store. Til sidst må jeg åbne døren ud til og få fat i en kat. Til min overraskelse stormer det ind med dyr, og de begynder at trampe i saltet. Hvad skal jeg gøre bortset fra at stoppe dem? Jeg er nødt til det, og jeg får dem dræbt. Syv døde katte ligger nu i rummet, og Frank forsøger stadig at skaffe sig af med cirklerne. Jeg skærer kattene op, laver flere tegn i deres blod, ofrer flere katte i forsøg på at få hans opmærksomhed. Han er ligeglad, det er ikke nok, ikke nok ofre. Jeg er i panik nu, alt omkring mig ændrer sig, men jeg forsøger ikke at lade mig påvirke. Trommerne, jeg kan høre trommerne? Han skal væk, han er en trudsel og han skal væk! Jeg stikker kniven i min egen arm, skærer et dybt sår og bruger mit eget blod til at tegne et symbol på gulvet. Nu har jeg hans opmærksomhed, nu vender han sig imod mig. Vi stirrer på hinanden, jeg vil ikke knække, jeg nægter at knække. Til sidst giver han op og falder ned på knæ. Jeg rejser mig rank, selv såret og blodig nægter jeg at virke svag, ikke før han er væk. Jeg beordrer ham til det hinsides, til hvor end den hører hjemme. Den forsvinder, og i det ånden forsvinder går døren op og Præsten kommer ind.

Jeg forsøger at forklarer mig men han vil ikke lytte. Jeg har forbundet mit sår, renset det i sprit og gjort hvad jeg kan, men alligevel vil han se på det. Som om jeg ikke har forstand nok på det!

De låser mig inde igen, jeg er ved at være vendt til at være låst inde. Men i det mindste må jeg blive på mit værelse denne gang. Jeg falder hurtigt i søvn men forsøger først at gemme mine ting, hvis nu de skulle rode det igennem senere.

Lørdag d. 10 Juli 1914

Min fødselsdag

Jeg får lov til at komme ud og få noget morgenmad. Jeg er ikke meget for det, trommerne har plaget mig i min søvn, det er ikke væk, jeg må gå til kilden. Vi mødes i køkkenet og de andre diskuterer. Jeg forlader dem og smutter ned til Phillip for at give ham hans avis. Han virker ikke snaksaglig, og selvom jeg forsøger at overtale ham til noget, så virker han som om han er ved at tage afstand til mig. Forståeligt men trist, jeg kunne virkeligt godt lide ham som ven. De andre finder mig hurtigt og jeg bliver sat til at gøre rent inde i lagerhallen, forståeligt nok da det jo er mit grisseri. Senere kommer Bales desuden og afleverer nogle af mine bøger tilbage, han har haft lånt dem, blandt andet min bedstemors gamle bøger, men heldigvis er de franske og uforståelige, så dem har de ikke taget fra mig.

Det går fint med at gøre rent, men de vil ikke lytte til mig med hensyn til liget. De vil begrave det, ikke brænde det, selvom jeg forsøger mig med mange argumenter. Sandheden er den at ilden er renselse, og jeg vil helst ikke hjemsøges af endnu en gut. vi tager ud til Home og begraver manden her, mens jeg laver mad med Oliver. Vi taler lidt forretning, mest fordi jeg ikke vil være alene med trommerne, stilheden er uudholdelig.

Søndag d. 11 Juli 1914

Jeg har fået overtalt de andre til at tage til London med mig og aflevere brevet til Gespenst. Jeg har skrevet et brev som jeg har tænkt mig at aflevere, heldigvis har de andre ikke spurgt om hvad der står. Det kan kun komme til min fordel.

Peter Gespenst

Dit forsøg på at lade en ånd besætte mig var ynkeligt, og jeg er ved at være træt af dine små forsøg. Derfor har jeg et tilbud til dig som jeg er sikker på at vi begge kan få noget ud af. Du vil have information om militæret, og jeg vil lære mere om dit fag. Militæret for mig er ligegyldigt, men jeg besider den viden du ønsker, du besider en viden som jeg har interesse i, og jeg er også sikker på at du savner en i dit liv som forstår dig og som du kan oplærer til at tjene den sande Herre. Jeg foreslår derfor en byttehandel. Hvis det har nogen interesse kan du afleverer dit svar på The Quayes ved avisdrengen, han ved hvad han skal gøre derfra.

H

Vi ankommer til London og finder hurtigt Claymanstreet 14 og 15. Her skal vi afleverer brevet og jeg beder de andre blive gemt mens jeg går ind. Hvis Gespenst er der vil jeg gerne tale med ham, og hvis vi kun er en kan det være at vi ikke ryger i et baghold, da han jo tror at hans tjener skal komme med informationer.

Det er et faldefærdigt hotel ser det ud til, og fordøren er låst, men der er en sidedør jeg kan komme ind af. Her er smadrede dele af en væg, en dør ligger smidt og der er et toilet. Jeg forsøger at tage i dørene, men de er alle låst bortset fra den ud til køkkenet og den ud til toilettet. Desværre har køkkenet ikke været brugt længe, og det samme med toilettet virker det til. Jeg forsøger lidt at tage i alle dørene, men intet sker, og til sidst giver jeg op, der kan jo ikke ske noget vel? og råber på Gespenst. Det næste der sker er frygteligt, et gigantisk monster kommer ud gennem en af dørene, og jeg mister besindelsen, og forsøger panisk og manisk at kæmpe imod den og alt andet omkring mig. O’Brien stormer ind af døren da han mener at han har ventet længe nok, og jeg bliver mere klar i hovedet nu vi er to til at bekæmpe det. Vi søger ud mod toilettet men er nu fanget i en fælde, det eneste der er at gøre er at komme igennem den tynde trævæg bag os. O’Brien giver mig en kniv men jeg beder ham om at skære et hul i sig selv i stedet så jeg kan forsøge mig med at bortmane dem. Overraskende nok er han nem at overtale, og blot minutter efter har jeg tegnet en cirkel. Men ånden har fået selskab af en kvinde, nok hans kone, der også gerne vil efter os. Fader Anderson stormer ind af døren nu, og ved brug af sin tro og sit kors for han tvunget kvinden ind bag døren igen.

Imponerende må jeg sige, men højest sansynligt begynderheld, og vi ved jo godt at hun kommer tilbage om lidt.

Han for kæmpet sig vej til os, men ånderne er begyndt at kaste med ting og jeg forsøger febrilsk men uden held at bortmane dem, jeg kender hverken navn eller hvem de er, og det gør det ikke ligefrem nemmere for mig. Præsten og Thomas for smadret væggen bag os, og nu begynder en hæsblæsende jagt gennem bygningen. vi bliver ført ud i Foyen, hvor O’Brien kommer igennem et vindue ud til gaden, jeg tilgengæld skal lige undersøge en dør til siden, og forsøger at komme derhen uden for meget opmærksomhed fra Åndernes side. Her finder jeg en dagbog og en stor bog, jeg tager begge og smutter op ovenpå af nogle trapper. O’Brien har imidlertid bestemt sig for at følge efter mig, og Præsten er også på vej op af trapperne.

Her kommer vi til et soveværelse og et skab med en masse tøj i. Vi løber ind i skabet James Anderson og jeg, og vi har nu mistet O’Brien af syne. Jeg forsøger at overtale James til min metode, men han vil ikke lytte og forsøger at smadre sig vej gennem væggen istedet. Jeg ved jeg kan gøre det, jeg kender dem nu, jeg har en dagbog, jeg kan godt vinde. Men jeg må opgive og hjælper ham istedet med at smadre vejen ind.

Vi ender ude i en lille gang og her kan vi høre en stemme messe. En stemme jeg kender alt for godt. Inde i et rum står Gespenst ved et skrivebord, han har en cirkel omkring sig og han messer. I det James trækker en pistol, begynder han at trække sig op imod et tegn i hjørnet. Ved siden af ham står en dør oppe mod væggen, og der er lys bag døren, der kommer lyde derinde fra! James Kaster sig over ham, men Gespenst for dryppet lidt af sit eget blod ned i tegnet. Imens er jeg henne ved skrivebordet for at se om der ligger nogle papirer, noget der kan stoppe hvad end Gespenst har gang i. Han bliver ved med at messe, og James ligger ovenpå ham. Til sidst bliver han stille, og døren åbner, jeg kan høre trommerne, jeg vil ikke se, jeg vil ikke se hvad der er. Der er ingen smag af sand i min mund, eller lugt af varme og ørken, det er alt sammen indbildning. Jeg kan høre trommerne, de forfærdelige trommer. Hele tiden banker de, hele tiden. Døren lukker i, alt lyd er væk, vi er fri. Gespenst er død.

(Jeg hader foresten den måde som det er system HTML koder på, og det kan åbenlyst heller ikke lide mig!)

Comments

Cillehn

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.