Vaesner

Mysteriet om Ånden (14 - 15 spillegang)

Lørdag d. 3 Juli, 1914.

Sådan startede mysteriet om ånden. Vi mødes i det hemmelige hovedkvarter. Det er det ugentlige møde, og de trivielle punkter bliver taget op. Jeg hører ikke meget efter, men det er noget med hvad der er et relikvie og hvad der ikke er.

Jeg selv bringer et vigtigt punkt op, Phillip har flere gange snakket om at han gerne vil ud lidt, så det spørger jeg de andre om. De begynder en vild diskussion der som altid bliver kørt ud i ekstremer, men det bliver vist besluttet at Phillip har en sjæl. Det var jeg nu ret sikker på at han havde, han er så rar. Vi stemmer fordi vi ikke kan blive enige, og det bliver vedtaget af han skal luftes om søndagen, det bliver han glad for at høre. De andre snakker noget om det med den her dobbeltgænger, de har vist fundet ham. Vi går dog hurtigt tilbage til Wernstürms situation. Cornwall mener vi skal starte på Fase 2, og han forklarer hvad det går ud på. Det lyder ikke rart. Præsten starter imidlertid en diskussion om hvorvidt vi kan tillade os nogle ting, og om vi skal lege med okkulte ideer fra kirken eller ej.

Cornwall for sagt sit ynglingsord Paradime et par gange, og så er han jo glad. Det var sådan en mand man skulle gifte sig med, han stiller ingen krav så længe man pudser hans ego engang imellem.

Søndag d. 4 Juli, 1914.

Vi mødes og vi joker lidt om mordet i Wien, lidt blodigt og voldeligt, men de er også nogle modbydelige mennesker engang imellem. Vi tager ud på denne her picnic med Wernstürm, og vi får tærte og gode sandwich. Det var ikke så godt som når jeg laver mad, men det var spiseligt. Præsten og jeg selv starter lidt en leg der er rigtigt hyggeligt, vi får O’brion med men de andre var nogle sure mænd der mente de var for fine for at lege med. Men de har kun et liv, og det er spild af tid at være sur hele livet igennem, det finder de nok ud af for sent.

Phillip virkede til at glemme hvor trist hans situation er, og han virkede glad.

Jeg bestiller avisen for Phillip så han har noget at læse i hver dag, det skal han nok blive glad for.

Natten imellem søndag og mandag forsøger jeg mig for første gang at lave en Forbandelse fra min bedstemors bøger. Jeg vælger Wernstürm som offer, ikke fordi han fortjener det men fordi han kan være syg uden at det rammer vores loge alt for meget. Jeg må se om det virker i morgen.

Mandag d. 5 Juli 1914.

Det meste af denne dag bruger jeg på at pakke mine ting i kasser og finde ud af hvad jeg vil have med ud i hovedkvarteret. Det virker mere økonomisk forsvarligt at bo derude, og jeg skal ikke betale husleje så smart er det jo. Jeg efterlader Moses I huset derhjemme og tager Whiskers med ned i hovedkvarteret, jeg kan ikke have begge katte med mig selvom jeg gerne ville.

Onsdag d. 7 Juli 1914.

Jeg bruger min dag på at pakke ud, og læse i bøgerne jeg stjal fra Gespenst. Jeg finder et underligt symbol i hans bog, det er en cirkel med en halvmåne i og en masse underlige tegn. Jeg forstår ikke sproget omkring symbolet, men det virker som noget jeg skal have oversat senere måske? Jeg tjekker selvfølgelig til Phillip igen, han er stadig ikke ramt af forbandelsen, måske kan han ikke blive forbandet fordi han er en hundemand? Jeg vælger at forsøge på James Anderson i stedet. Det bliver koldt i rummet, alt for koldt, jeg løber, væk, ud. Der er noget bag mig. Jeg kan se en skikkelse i tågen. Jeg forsøger at lave en cirkel af salt på gulvet men taber saltet ud over det hele. Der er intet jeg kan gøre. Jeg løber. De andre kommer bag mig, jeg må væk. Jeg kommer ud på gaden, men den når mig. Det bliver mørkt.

Torsdag d. 8 Juli 1914.

Torsdag morgen. Det er underligt at have en krop der ikke er min. Den har former der ikke giver mening, hår der hænger ned i hovedet af mig. Jeg er en kvinde? Og læge? Hvem fanden gav kvinder lov til at være læge? For helvede, hvad er verden dog blevet til mens jeg har været væk? En eller anden vækker os, jeg tror han er præsten. Det larmer, alt for meget. De skal et eller andet. Det giver mig muligheder. Jeg sniger mig ned når de er gået. Ind til præstens værelse. Der er ikke nogen tegn på noget. Jessica ved at de har arbejdet for en Wilkes, men det virker ikke som om at de er vigtige, det virker som om de er børn der leger røvere og soldater. Det er mest af alt en børnehave det her. De laver deres hemmelige signal, jeg gør det forkert? For helvede, den her dumme ko kan ikke engang det hemmelige tegn. De låser mig inde i cellen ved siden af den der hundemand. Pis og møg. Jeg kommer fri fra cellen mens de ikke kigger, og slipper også ham der hundemanden fri. Han virker glad for Jessica så det kan jeg bruge imod ham. Men han er ikke nær så frygtindgydende som jeg havde regnet med. De andre står stadig i deres åndsvage laboratorium. Jeg forsøger at gemme os i en af cellerne men præsten opdager os. Vi kæmper for at komme ud, men hundemanden virker fuldstændigt ubrugelig. De fanger os, jeg er uvant med den her krop, det er komplet umuligt at bruge den ordentligt. De efterlader mig i Cellen igen men spærrer også ireren inde. Så kan den forbandede bastardunge lære det. Jeg vil forsøge at flygte i ly af natten. De andre kommer og henter mig, siger jeg kan komme fri, men idet jeg går ud af døren stikker de en klud op i ansigtet på mig. De giver mig æter, jeg kan mærke min krop give op. Jeg må ud. Ubrugelige klump af kød, og det var ikke engang en særligt køn krop. Jeg må finde en anden, en jeg kan bruge. Jeg søger efter dem, men verden set fra en ånds øjne er forvirrende og grå, de slipper væk.

Jessica Highlord // Frank Littleman

Comments

Cillehn

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.