Vaesner

14. spillegang: Wernsturm luftes

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall

Vi diskuterer amuletterne og Philip Wernsturms tilstand. Diskussionen går på, om han skal luftes nu inden 2. fase af forsøgene.

Længere diskussion af hvordan vi skal undersøge Philip Wernsturm på den bedste måde. Selvom jeg diskuterer med intellektuelt underlegne mennesker, så formår jeg at overbevise dem om, at det er vigtigt at vi holder os til kun at lave videnskabelige undersøgelser og venter med de spirituelle, selvom de også har relevans.

Jeg argumenterer også for at vi skal undersøge Hr. Wernsturms herkomst i Tyskland når der bliver ro – om en 5-6 måneder.

Om søndagen tager jeg, Frk. Highlord, Hr. Winston, Hr. O'brian og Kapellanen med ud og lufter Philip Wernsturm.  Det går uden problemer. Vi aftaler at lufte ham igen næste søndag. Mødet fremskyndes til Lørdag.

View
13. Spillegang: Newtons Munk

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall.

Vi (Hr. O'brien, Sir Winston, Frk. Highlord og jeg selv) rejser mod klostret torsdag morgen og ankommer.

Vi snakker med en Broder Peter omkring disse brocher. Han insisterer på, at vi skal foretage en pilgrimsfærd for at kunne erhverve en af disse brocher.

Det skyldes, at en munk, ved navn Tom, har stjålet støbeformen for nylig. Noget af hans familie blev slået ihjel ved at overfald, og han begyndte at tvivl, og derefter stjal han støbeform og prædikebog. Det er omkring en måned siden.

Munken Tom har mørkt krøllet hår og fuldskæg og er omkring 38 år. Han har været i klostret i 8 år, og blev munk fordi det studie han var i gang med gav ham noget (videnskab og fysik) . Hans familie er fra London, og der var en broder og en moder, som begge døde.

Han efterlod et brev, som er vedhæftet.

Støbeformen er lavet i keramik, prædikebogen er skindindbundet og på en 4-6 sider.

Jeg og Sir Winston beslutter os for, at undersøge den lokale kirkegård. Vi mødes med graveren, som viser os rundt på kirkegården,  men uden det store resultat (han får dog muligvis lidt for meget at vide). Vi beslutter os i stedet at jagte prædikebogen, som sandsynligvis er i nærheden af noget damp, nok en dampmaskine. Det bliver til noget med en kulmine, så vi beslutter os for at undersøge kulminen nærmere.

Den bestyres af en Mr. Jameson. Vi kigger nærmere på dampmaskinen ved kulminen og sætter fyrbøderen i gang med at lede efter bogen (igen, nok lidt for meget information), men det lader ikke til at det giver noget. Vi beslutter os for at spørge os for på togstationen hos bestyreren der, Alfred, for at høre om han ved noget om de tog, der fragter kul herfra.

I mellemtiden finder de andre støbeformen i et nærliggende æbletræ, takket være mine geniale spor.

På vej ned til byen havner vi i klammeri med nogle walisiske arbejdere, der ender med at vi står af vognen og går resten af vejen.

På stationen viser det sig, at for en måned siden kom et mindetog igennem dedikeret til sir Isaac Newton – det må være det tog vi leder efter! Vi bestiller to billetter til Edinburgh til næste dag, så vi kan nå at fange mindetoget inden det kører videre til London. Vi spiser på kroen og jeg og Sir Winston går tidligt til ro.

Næste dag tager vi toget til Edinburgh, og roder lokomotivet igennem. Med lidt list og snilde lykkedes det jeg at finde selve bogen i lokomotivet. Derefter tager vi toget tilbage til den lille landsby, og på det tidspunkt er det sen aften.

Vi overnatter på kroen til natten.

Næste morgen får vi brocher, men kun 5 styks (den sidste fik vi efter lang tids forhandling og skal gives til Faderen, de øvrige er til os selv).

Vi rejser hjem og holder møde i pakhuset.

View
12. Spillegang: Afdeling 12

Juni 1914, som husket af Constantine Cornwall.

Vi fordriver tiden med mere dagligdags ting i en periode. Derefter indkalder Hr. Winston til logemøde.

Der er en der bliver kaldt "dobbeltgængeren" der fylder avisforsiderne. Han er i stand til at forklæde sig ekstremt overbevisende – måske grænsende til det overnaturlige. Han bruger hans evne ti l at stjæle, en gemen tyv.  Det bliver besluttet at de som allerede undersøger sagen, fortsætter dermed.

Som forholdsregel imod at denne dobbeltgænger eventuelt skulle imitere en eller flere logemedlemmer, aftales et signal og et svarsignal hvorved vi kan kende hinanden. Signalet man bruger er at man gaber, og holder sig for munden med flad hånd. Svaret på dette er, at man klør sig ved sit venstre øje med sin højre hånd. Således er begge identificeret overfor hinanden, uden det virker mistænkeligt overfor den tilfældige observatør.

Hr. Holmes meddelte, at han har givet sig selv en bonus svarende til 1/3 af overskuddet i Wernsturms tidligere firma. Jeg synes det er lidt højt, men for nu er det op til ham, og resten af logen godkender det.

Næste dag får vi et brev om at Kaptajn Wilkes har arrangeret et møde med Dr. Crodewell i London. Vi tager dertil. Vi får noget information fra ham omkring Hypnose og Ånder. Derudover anbefaler han, at vi får lavet nogle kopier af en amulet han har, som efter sigende skulle beskytte mod sådanne ting. Den er blevet lavet af Juliane ordenen (en munkeorden), og har udformning som en hasselnød af sølv (se mere i Sixteen Revelations of Divine Love).

Vi siger at vi gerne vil hjælpe Militærets Afdeling 12 (censur-afdelingen – underafdeligen for ekstravidenskabelige aktiviteter), og Dr. Crodewell beder os om at hente en gren en "kollega" (En spansk kvinde ved navn Frk. Margarita) har, som han gerne vil have set nærmere på.

På vej hjem diskuterer vi eksistensen af ånder og manglen på beviser. Hr. O'brien begynder at fortælle historien om Hr. Gerhardt de mødte i Wien, som blev besat af en ånd hvorved de fandt et lig der lignede ånden. Derefter falder diskussionen på hvad der skete dengang, og om der var overnaturlige begivenheder eller ej. Det ender med et skænderi fordi der er stor uenighed om hvorvidt der eksisterer ånder eller ej, og vi beslutter os for at stoppe inden vi bliver uvenner. Vi ankommer tilbage til London sent om aftenen.

Næste dag undersøger jeg nærmere om Sixteen Revelations of Divine Love. Vi holder møde om aftenen, og bliver enige om at sende et brev til Klostret og høre om vi kan blive enige om en måde hvorpå vi kan få nogle af disse fine amuletter.

Derefter går der nogle dage uden de store begivenheder (Udover Franz Ferdinand bliver skudt og dermed er startskuddet lydt til 1. verdenskrig).

Efter yderligere et par dage får vi svar fra munkeordenen. De vil være interesseret i at se os og snakke med os og derigennem finde ud af, om det er værd at bruge tid på os. De foreslår os at tage en pilgrimsfærd. Vi aftaler at tage af sted næste dag, og advarer dem per telegram om vores ankomst.

Næste dag rejser vi, og ankommer til klostret.

View
11. spillegang: Flugten hjem...

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall

Bliver vækket tidligt. Moralske tømmermænd. Skulle jeg have ladet være med at afhøre ham – havde han så levet? Eller var han død alligevel, og det var udenfor min rækkevidde at gøre noget?

Vi diskuterer forskellige planer for at komme ud af Østrig-Ungarn. Vi ender med at blive enige om, at det sikreste er at tage toget til en forstad til Wien og finde ud af, om vores kontakt stadig kan hjælpe os.

Vi køber billetter og venter på toget mod Wien, men bliver genkendt på en efterlysningsplakat, og politiet tilbageholder os. Vi bliver klar over hvorfor vi er blevet tilbageholdt, og vi ender med at blive nødt til at kæmpe os ud, og to politifolk lader livet. Vi stikker af på hestevogn ud af byen i retning mod Wien.

Vi overfalder en bondemand og "bytter hestevogn". Vi overnatter udenfor i skoven, og det er udramatisk. Vi overnatter, og næste nat formår vi at stjæle en bil, og vi ankommer til Wien, hvor vi får fat i vores kontakt og kommer ombord på et tog der kører til Frankrig, skjult i transportvognene.

Vi passerer over grænsen til Schweiz og derfra til Frankrig uden problemer. I Frankrig skifter vi til et normalt tog, og rejser problemfrit med det til strædet, og derfra med færge til England og slutteligt til Manchester, hvor vi tager til debriefing.

Vi fortæller kaptajnen hvad vi ved, og han tvivler på "dommedagsvåbnets" virker – eller også vil det virkelige være et dommedagsvåben fordi man uddanner folk, der kan hypnotisere andre mennesker.

Kaptajnen beslutter sig for at gøre noget for at få dyr slået ihjel således at de ikke truer politikerne.

View
10. spillegang: Forhør og mord...

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall

Alle folk har dæknavne. O'brian hedder Flannigan, Frk. Highlord hedder Frk. Huntington, Hr. Winston hedder Lord Wellington, Hr. Cornwall hedder Hr. Brown og Fader Anderson hedder Fader Orwell.

Jeg har ligget med influenza i nogle dage, men bliver vækket tidligt af de andre en morgen og er frisk. Der er nogen på sporet af os, og der gælder om at komme hurtigt væk.

De andre tager med en vogn til en lille togstation i udkanten af Wien sammen med den bortførte Hr. Egeret. Faderen og jeg bliver i byen, da Hr. Egeret ikke har set os, og vi skal skaffe æter og en stor kuffert, så vi lettere kan fragte ham rundt. Planen er at forsvinde ud til en lille landsby udenfor Wien og vente til tingene er kølet mens vi får snakket med Hr. Egeret.

Fader Anderson og jeg går på indkøb i Wien. Der er mange soldater og politifolk, men vi formår at klare skærerne. Fader Anderson går ud for at købe en kuffert, og jeg tager opgaven med at skaffe æter, og efter en time har vi skaffet tingene.

Vi mødes alle ved stationen i udkanten af Wien, og får pakket Hr. Egeret ned i kufferten efter han er blevet bedøvet med æter. Herefter går rejsen ud af Wien.

Vi stiger af i Kleine Bergdorf Stationsby, en ubetydelig flække et stykke op i bjergene, og tager til en kro lidt længere oppe i bjergene. Her lejer vi en hytte lidt for os selv og forklarer personalet, at jeg har en syg bror, som godt kan finde på at larme og tale i vildelse, og hvis det sker, skal de komme til os, så skal vi nok tage os af det.

Der er en kort diskussion omkring hvad vi gør og jeg får en beskrivelse af hvad der er sket de seneste dage, som følger herefter i hovedtræk:

De tog ned til Hr. Egerets kontor, og blev sendt ud til Hr. Gespenst i den tro, at han var Hr. Egeret – sandsynligvis fordi Hr. Egerets sekretær opdagede hvem vi var. De tog Hr. Gespenst til fange. En kurer så Hr. Winston hos Hr. Gespenst, men han fik tæsk, blev betalt for at holde kæft og sendt på porten… det var nok ham som alarmerede politiet. Hr. Bales, Frk. Thomsen og Frk. Highlord passede på Hr. Gespenst, men de andre tog ud for at fange nogen af de andre – Hr. Gespenst havde fortalt noget om hvor de andre var henne. De havde held til at bortføre Hr. Egeret fra hans kontor. Han havde åbenbart en del folk hypnotiseret til at angribe uden hensyn til egen sikkerhed… lidt på samme vis som Hr. Rokat havde gjort med dyr.

Frk. Thomson blev herefter sat til at holde øje med Hr. Egeret, så der kun var to til at holde øje med Hr. Gespenst. Forsøget på at bortføre Hr. Rokat fejlede, og han forsvandt fra hans hotel. Nogen hjalp Hr. Gespenst med at flygte i mellemtiden, det er tvivlsom at det er Hr. Rokat, så der kan være flere folk involveret. Så nu var der flere folk på fri fod der vidste noget om hvem vi var.

Frk. Highlord og O'brian havde tidligere mødt en mand der kan komme i kontakt med Hr. Gespenst, og som skylder os en tjeneste. Derudover kunne han ikke lide hr. Gespenst. Vi bliver enige om, at det er en dårlig ide at kontakte ham – det er for risikabelt at tage tilbage til Wien for det lige nu.

Vi forhører Hr. Egeret kort, for at finde ud af om han kan engelsk. Umiddelbart lader det til at være tilfældet, men vi bliver klogere senere. Han bliver vasket og fodret, og vi går til ro.

Næste morgen afhører vi Hr. Egeret, stille og roligt på tysk. Vi lader ham tro at han er i England, og at han snakker med folk fra militæret. Han fortæller at han har hypnotiseret folk mod deres vilje, at han har snakket om militære ting med Hr. Rokat. Vi afbryder forhøret før vi er færdige, da tonen bliver lidt for hård. Vi presser ham ved at nægte ham mad… ikke særlig pænt gjort, men nødvendigt og relativt uskadeligt.

Senere på aftenen fortsætter forhøret. Det viser sig, at Hr. Rokat og Hr. Egeret er involveret i et stort projekt med et "dommedagsvåben" for det tyske militær. Projektet går ud på at snigmyrde engelske politikere ved at uddanne folk til at hypnotisere tjenere og hunde, og så få dem til at dræbe deres herrer. Der var i alt uddannet en 50 tyske soldater baseret på manualer som de har skrevet og overdraget til dem, som skal bruge dem.

Nøglepersoner er, udover Hr. Rokat og Hr. Egeret, blandt andet:

  • Jakob Braun, Egerets personlige assistent givet ham fra Baron Sturm (nok lige så meget til at holde øje med ham).
  • Løjtnant Schröder, giftmorder, leder af Barons Sturms personlige giftmordere!
  • Baron Sturm, er officer i militæret og leder af specialkorps, f.eks. giftmordere og gaskrig.
  • Hr. Gespenst, kan efter sigende fremmane spøgelser, så man kan snakke med de døde politikere… virker utroværdigt.
  • Hr. Bergmann, Baron Sturm snakker med ham engang i mellem, men hvad hans rolle i projektet er, er endnu ukendt.

Baron Sturm har beordret, at vi skal slås ihjel, åbenbart efter snak med Bergmann. Baron Sturm kender åbenbart til at der er nogle børn i England, der har deltaget i et ritual og det er åbenbart vigtigt for ham, at de bliver slået ihjel.

Baron Sturm er på vej til Wien og vil være der indenfor et par dage.

Derefter beslutter Winston at slå ham ihjel, og Frk. Highlord og O'brian at hjælpe ham… så de dræbte ham. Det kunne jeg ikke være med til, så jeg gik sammen med Faderen, Frk. Thomson og Hr. Bales.

Planen er nu, at vi skal til Wien og finde vores kontakt til at komme ud af landet.

Jeg er dog kommet i tvivl om hvorvidt det er det rigtige – der er så mange andre ting vi kan gøre. Vi kan forsøge at rejse hjem udenom denne kontakt, da han kan være kompromitteret. Vi kan også tage til tyskland og se, om vi kan få noget ud af at snuse rundt omkring Baron Sturms bolig eller bare opsnuse oplysninger om ham generelt. Vi kan også tage til Wien og forsøge at se om vi kan få fat i ham – eller nogen af de andre – der.

Umiddelbart synes jeg det er for tidligt at forlade landet. De er ikke umiddelbart på sporet af os, hvad kan vi være bange for?

View
Spillegang 9: Spionerne der slap væk.

Wien D. 5. juni 1914.

Morgenen, idyllen, Wien. Det tager mig et par minutter at vågne, og det er først efter jeg er kommet helt ud af sengen at det går op for mig at vi stadig er i Wien. Jeg har ikke sovet for godt, tanken om ånder og folk der jager os ligger mig en smule fjernt i forhold til de forbandede trommer. Det er som om at hver gang jeg lukker øjnene og forsøger at sove, så kommer de tættere på. Jeg har fået min lugtesans igen, og har det generelt bedre, så den forbandede lyd gemt bagerst i mit hoved af trommer der banker i takt til… ja det forsvinder nok også snart. Dagen bliver en del bedre allerede ved morgenmads tid. De andre har fået det bedre og Hr. Winston er klar på at tage med på denne dags ekspedition ud i Wiens gader. Vi beslutter os for at gå ned på torvet og se på reklameplakaterne, og her vil vi ligeledes spise morgenmad. Jeg glæder mig til at komme ned i byen, den dejlige musik, behagelige vejr og glæde omkring os får tankerne væk fra den konstante banken bagerst i hovedet.

Nede ved de mange plakater finder vi en plakat over Egerets show. Han har et lille kontor hvor man kan bestille tid, og her opsøger vi ham så. Selvfølgelig efter morgenmaden, da hr. Winston allerede har overtaget styringen og manden åbenlyst ikke kan leve uden mad.

Det er nok derfor han altid er så muggen, altså når han ikke får ordentligt mad.

Vi følger vejskilte og jeg føler lidt at mit tyske er blevet bedre. Måske er det på grund af O’Briens fantastiske oversætterevner, jeg synes i hvert tilfælde at sproget giver en smule mere mening dets mere jeg høre det.

På det lille kontor, eller venteværelse, det ligner faktisk ret meget et venteværelse som oppe ved Joseph derhjemme. Men nok om det. Her får vi bestilt en tid ved Egerets sekretær, og hvad jeg kan forstå af hendes tyske, så er hun lidt af en sinke. Det virker ligeledes ikke til at vi kan få lov at komme ind flere af gangen, og hr. Winston er endnu en gang både alarmerende højrøstet, og synligt ikke forstående overfor disse menneskers kultur. Det stakkels pigebarn virker slet ikke til at opfatte hans gestus, og det forstyrre ham en smule men han undskylder det med at de er bondemennesker som ikke forstår noget. Jeg skal lære ham noget om folk fra landet skal jeg.

Vi sidder og venter et godt stykke tid og jeg forsøger uden held at skabe lidt kontakt til manden i venteværelset. Han virker imidlertid ikke til at ville snakke, og han ignorerer os fuldstændig hvis han kan komme til det.

Sekretæren kommer hen til os igen med en seddel og en adresse, og selvom det mest af alt lugter langt væk af fælde, vælger Winston at tage derud selv og sende os andre af sted som forstærkninger. Da vi ankommer til adressen beder vi kusken vente på os i en tyve minutter. Han tager imod en god sum penge for det, selvom det nok ikke havde været nødvendigt.

Indenfor i huset ser vi imidlertid to mennesker der ligger bagbundne og kneblede på gulvet. Den ene er en ung knøs vi aldrig har set før, og den anden er en gammel mand. Det er tydeligt at den gamle mand ikke er Egeret, da Egeret på plakaten havde sort hår, buskede øjenbryn og overskæg. Vi får talt en smule med denne ældre herre og finder ud af at hans navn er Peter, Peter Gespenst og det er altså ham der er sendt ud for at tage sig af os. Den unge knægt er bare kurer og han er sendt for at aflevere et brev der skulle alarmere om vores ankomst. Vi lader ham selvfølgelig gå efter at der igen kommer penge på bordet.

Det er sjovt som nogle individer i denne loge kaster om sig med penge. Man skulle jo tro de groede på træerne, nej min fornuft siger mig at vi lige så godt kunne have skrevet under på vores egen dødsdom der, for hvis først det går op for knægten at der er penge i hemmeligheden, hvad stopper ham så fra at sælge den til Egeret eller Rókát?

Efter samtale med Gespenst, får vi altså adresser på de andre, og det går lidt for smertefrit. Peter Bales, Olivia og jeg selv bliver tilbage og passer på Peter Gespenst, mens Winston og O’Brien tager ned til Egeret først og så Rókát derefter. I huset finder jeg biblioteket og går her rundt og leder lidt efter bøger der muligvis kunne føre os tættere på dette mysterium om ånder. Men stilheden bringer mareridtet frem og de forbandede trommer spiller som ligger de bare og venter på en mulighed for at forstyrre mig. Jeg finder en bog om fabler, men intet andet af interesse og bestemmer mig for at forsøge at drive min koncentration andetsteds end mareridtet.

Efter flere timers venten hvor jeg ikke får snakket meget med de andre, kommer O’Brien tilbage for at hente Olivia så hun kan holde øje med Egeret som den åbenbart også har fanget. Han giver korte beskrivelser af heroiske kampe imod tredive folk, eller, det lød lidt sådan, og de to tager af sted uden megen spildtid, hvilket efterlader mig tilbage med Peter og Peter. Tilbage i huset beder jeg Peter holde øje med Gespenst mens jeg undersøger den øvre etage. Her finder jeg et underligt rum komplet med stearinlys og håndskrevne bøger på tysk. I midten af rummet står en behagelig stol og rundt om stolen er der lavet en cirkel af salt.

Salt, brugt til at rense og til at tilføre smag. Brugt til at konservere mad og til at bringe held hvis man kaster det over venstre skulder. Jeg mener bedstemor har nævnt noget om salt på et tidspunkt, hun havde i hvert fald meget af det, og det var det helt hvide salt, ikke opblandet i andet. Jeg mener også der er en gammel historie om en pige der bliver til salt? Det må jeg spørge præsten om senere, det er vist fra biblen?

Jeg får Peter Bales til at gå op ovenpå for at se rummet, og imens fortæller jeg ham at jeg går ned og laver mad, men jeg kan ikke holde det ud, ikke at vide hvad det er for noget, så jeg må ind til Gespenst og spørge ham når nu det kun er os to. Da jeg fjerner kluden fra hans mund er han stille lidt, og jeg forsøger at spørge ham på fransk om han forstår hvad jeg siger. Men i stedet begynder han en latinsk remse, og selvom min nysgerrighed forbyder mig det, må jeg putte kluden i munden på ham igen før han bliver færdig. Først er jeg sikker på at han ikke når at blive færdig, men da det pludselig bliver koldt i rummet og det føles som om det trækker, er jeg ikke helt sikker. Der står ikke noget vindue åbent i nærheden, og jeg bliver mere end lidt nervøs, da en bog forsøger at angribe mig. Jeg forsøger at få Peter Gespenst med, men en reol vælter ned for at knuse mig. Jeg får undveget bøgerne og reolen og løber op imod Peter Bales. Vi kan ikke komme ind på biblioteket igen, døren er låst eller bliver holdt på den anden side af en eller anden. Bales sætter fortrop op ovenpå og her springer vi ud af et vindue. Vi kommer udenfor og jeg forklarer Peter at vi nok har sluppet noget løs da han sparkede til saltcirklen.

Jeg har det ikke godt med at stikke ham den forklaring, han er trods alt min ven, men samtidig så er det min skyld, og jeg vil heller ikke miste de andres tillid til mig.

Vi forsøger at komme ind gennem fordøren da vi helst ser at Hr. Gespenst kommer med os, men han er væk, og noget koldt, usynligt kommer efter os. Vi flygter samme vej igen, selvom jeg er sikker på at høre stemmer komme inde fra ritualrummet.

Peter Bales og jeg selv dukker altså op på hotellet og må her fortælle de andre at Gespenst er sluppet væk, og uden at tale om ånderne, da Peter helst ikke vil i fedtefadet, og det samme med mig. De andre har fanget Egeret, men Rókát slap væk fra dem. Vi forhører Egeret men det eneste vi får ud af ham er navnet Baron Sturm. Wernsturm? Sturm? I hvert fald arbejder de får en Sturm som åbenbart er ham der står bag alting.

Det er denne dag gået op for mig at min evne til at lyve, og mit udseende er utroligt brugbart i forhold til mine logebrødre og det kan komme til nytte senere. Lige nu ville jeg bare ønske vi var hjemme i England, her kunne jeg finde midlerne til at forsvare mig mod den ånd vi muligvis har efter os, og derhjemme ville trommerne nok stoppe med at spille konstant.

View
8. Spillegang: Wiens Spøgelser

Wien D. 3. juni 1914.

Wien, musikkens og kunstens knudepunkt viser sig at være lige så fantastisk som jeg havde forestillet mig. Man kan vel påstå at en ung kvinde som jeg selv ikke har været andre steder, men ikke desto mindre er byen noget for sig, og jeg håber en dag at kunne besøge den udenom disse omstændigheder.

Den første morgen er ikke just behagelig. Nattens løb har ikke budt på andet end mareridt og mangel på søvn og jeg føler mig ikke just klar på at have lange debatter om Psykologi, men den første konference starter, og det er mit speciale, så jeg er jo nødsaget til at stå op. Det er her jeg første gang opdager at noget er virkeligt galt. Olivia Thompson ligger syg i sengen, og hun brokker sig over influenza. Dette bliver henkastet som tumulten fra rejsen, men det virker underligt da alle, inklusive vores kontakt Charles Blake er syge med influenza. Dog har Thomas O’Brien det forholdsvist godt, og Peter Bales er ligeledes på begge fødder. Vi ønsker om at få en stuepige til at besøge vores syge venner et par gange om dagen for at sikre sig at de for spise, før vi begiver os ud på fremmed territorium. Jeg priser mig her allerede lykkelig for at Thomas valgte at tage med, da hans tyske var hjælpsomt, og jeg er skuffet over at jeg henkastede ideen om at lærer det selv.

Det skal nævnes at ingen af dem har omtalt et mareridt, og jeg må gå ud fra at det kun er jeg selv det omhandler. Muligvis på grund af besøget ude ved gården, jeg har i hvert tilfælde haft dem siden den episode, det er dog først nu at jeg muligvis kan huske noget af det. Lugten af jord, og lyden af trommer. Selv i vågen tilstand synes jeg at kunne høre trommerne.

Vi ankommer til den angivne adresse, og her undersøger vi bygningen hvor konferensen skal holdes. Det går hurtigt op for os at det er umuligt at stoppe et individ fra at flygte, men det viser sig så heller ikke at komme på tale, da vi ikke spottede nogen der mindede om Hr. Rókát. I stedet for blot at søge tilbage mod kroen, søgte vi ind mod torvet og så på butikker samt undersøgte de lokale pubs for mistænksomme typer. Vi regnede ikke med at finde nogen, men man kan lige så godt bruge tiden fornuftigt.

På en plakat lidt derfra ser vi imidlertid en reklame for et teater Show holdt af en Hr. Gerhard Brechs der påstår at kunne kontakte ånder.

Hvilket i sig selv jo er så godt som umuligt, kontakt med ånder kan man ikke fremtvinge, og hvis man forsøger, har det skrækkelige konsekvenser, det har Bedstemor selv lært mig.

Vi kommer ind til showet, og Thomas O’Brien melder sig frivilligt, han vil nemlig gerne have kontakt til sin mor. Derved er jeg efterladt lidt alene på min plads, og forstår ikke meget af det tyske der bliver snakket.

Gerhard forsøger at kalde ved brug af messen, og det virker for mig underligt at han tager den fremgang, men jeg forstår ikke hvad han siger, da han taler stille for sig selv, og mumler mod gulvet så det er umuligt at høre hans ord. Det virker alt sammen som fup, og jeg er ved at give op, da kulde rammer hele rummet og Gerhards ånde bliver synlig. Det er som om mørket kryber sig lidt tættere på, og hans ånde kommer ud af ham, mere og mere, indtil hans skikkelse står foran os som en ånd.

Et godt show må man sige, men ikke mere end det, ånder har normalt som jeg forstår det, ikke skikkelser af de mennesker de kom fra, da kødet blot er en skal for sjælen, men lad os lade det ligge for nu.

Ånden står så der og kigger rundt, og det virker som om han kalder på nogen. Han kan tydeligvis ikke se os, og det virker til at han ikke kan finde nogen ånder omkring os. Igen underligt, for jeg er selv sikker på at min bedstemor ikke har forladt mig, end ikke på rejsen til Wien, men dette beviser blot yderligere hans nummer som værende fup.

Pludselig sker der noget på scenen, en anden skikkelse, som O’Brien ikke virker til at genkende, sniger sig op på Gerhard, skal man råbe? Alle er stille i salen. Ånden kommer helt op på Gerhards ånd, og de to tumler rundt i et surrealistisk slagsmål hvor vi hverken kan gøre fra eller til, og de to ånder forsvinder så. Gerhard forlader scenen og O’Brien løber efter ham. Min nysgerrighed overvælder min frygt for hvad jeg lige så, og jeg må følge trop. Desuden fortjener denne Mystiske Brechs en overhaling, man skal ikke fremprovokere ånder.

Gerhard fører os igennem gader og stræder, torvet og parken, uden at tale til os, og da vi forsøger at skabe kontakt ignorere han fuldstændig vores råb. Vi kommer ned til Donau floden, og selvom byen er smuk i månens skær, så er det ikke her vores opmærksomhed ligger, men i stedet på den stakkels mand der nu er på vej ud i en båd. Vi bestemmer os for at slutte os til ham og han protestere ikke, det er som er han i en slags trance og jeg tror muligvis at ånden der angreb hans ånd nu forsøger at drukne ham?

Han sejler et godt stykke ud, og så er det som om han forsøger at fiske med ankeret til båden. Efter et par mislykkede forsøg, for han ”bid” og han begynder at hale. Hr. O’Brien, muligvis også i trance? Hjælper ham og de fisker til sidst en død mand op. Min ekspertise er ikke alt for god angående lig og vand, men jeg vil bedømme ham til at være død i omkring tre måneder, måske lidt mindre.

Gerhard kom åbenlyst til sig selv lige efter vi finder liget, og det samme med O’Brien der dog ser ud som om han har set et spøgelse. Vi for sejlet ind igen og får her fat i politiet der så kan få forklaret (Uden spøgelset, ånden og trancen) hvad vi har fundet på vores ”måneskinstur” ned af Donau.

Vi byder Hr. Brechs på en forfriskning inden at vi selv vil hjem til vores hotel igen. Natten er på vej over os, og den begivenhedsrige dag kunne godt bruge at blive skyllet ned med noget rent vand eller andet.

Hr. Brechs finder sit stamsted og her sætter vi os og får en snak om alting. Diskret for O’Brien spurgt om Hr. Rókát og Gerhard har åbenbart hørt om ham før. Ligeledes kender Gerhard en Gespenst, eller i hvert tilfælde navnet, men han bryder sig ikke meget om Gespensts metoder. Desuden nævner han et kloster der åbenbart har lært ham at kommunikere med ånder. Igen en løgn, selvfølgelig ville kirken, der har brændt så mange hekse på bålet, ikke oplærer børn i disse evner. Hvorfor skulle de have interesse for det?

Vi har alt i alt en lang snak med Gerhard og han fortæller os en del om forskellige andre folk der ikke er showmænd men som faktisk også praktisere det han selv kalder okkult trolddomskunst. Jeg kalder det stadig fup og fiduser.

Husk: Åbenbart giver en voldelig død mere aggressive ånder bagefter, og det er derfor at der åbenbart ikke var andre ånder omkring den ånd der angreb Gerhard Brechs.

Jessica Highlord

Wien D. 4. juni 1914. Morgenen efter tager vi endnu en gang ned til konference igen, og her for O’Brien fat i en liste over de tilmeldte. Der er ikke tegn på nogen Egeret, Rókát eller Gespenst, og Peter Bales samt Olivia tager derfor ned i byen i stedet for at opsøge Gerhard Brechs igen.

O’Brien og jeg bliver, og tilfældet er med os. Til Konferencen er der en hypnotisør til stede, og tilfældigvis kunne jeg erindre at vi fik fortalt at Egeret er Hypnotisør. Vi opsøgte derfor denne Hr. Jacob Braun, og han forklarer at han ikke selv er hypnotisør, men har kontakt til en der er som vil komme til byen om et par dage. Jeg udgiver mig for at have højdeskræk som jeg gerne vil have kureret og derfor vil han gerne kontakte os når denne hypnotisør er kommet til byen. Han får altså adressen på receptionen hvor vi bor så han kan sende en besked, på dette tidspunkt virker han ikke mistænksom, men da jeg desværre laver en fortalelse virker han pludselig meget interesseret i hvem vi er. O’Brien havde glemt at give mig hans dæknavn, og derfor kommer jeg til at kalde ham hans rigtige efternavn men det virker til at vi får det afværget med en lille latter og en forklaring om at jeg engang imellem bytter om på navne. For ikke at bringe skylden på os, da Cornwall og Winston allerede virker til ikke at bryde sig meget om O’Brien, laver vi en lille dækhistorie.

Vi går herefter tilbage på hotellet og da vi møder Peter Blakes og Olivia Thompson, får de historien om hvordan denne hypnotisør spurgte os om vi kendte nogle engelske studerende der også skulle være i byen, og som havde rejst første klasse. Det virker som om Olivia og Peter accepterer den historie og skylden ligger nu hos de to rigmænd. Om aftenen var vi endnu en gang nede og se Wiens torv og by, og vi fik set byens butikker. Generelt en afslappende aften uden megen tumult ovenpå gårdsdagens strabadser. Hvis nu så bare det hele ville flaske sig.

Jessica Highlord

View
7. Spillegang: Amatørspioner til Wien

År 1914, som husket af Constantine Cornwall

Vi går i gang med at indrette pakhuset.

Winston bliver kaldt til et møde med en, i første omgang, unavngiven officer. Han vil have brevet til Hr. Rokat, men inden han får det laver vi en kort analyse er, om der umiddelbart er nogle hemmelige ting at finde – det var der ikke, og han får brevet. Officeren hedder Kaptajn Wilks.

Vi holder logemøde lørdag d. 17. april. Vi diskuterer hvordan vi skal håndtere den britiske efterretningstjeneste. Vi ender med at blive enige om at ringe til Kaptajn Wilks og invitere ham til mødet, så han kan få svar på nogle af hans spørgsmål.

Brevet er sat i sammenhæng med en preussisk baron Sturm, som har fået til opgave at bekæmpe landets fjender med mere aparte metoder, bliver vi fortalt.

Kaptajn Wilks foreslår at vi skal tage til Østrig for at undersøge sagen nærmere på den omtalte konference. Vi Tilslutter os forslaget og besluttet at sende nogle folk af sted, og følgende folk melder sig: Hr. Bales, Frk. Thompsen, Frk. Highlord, Hr. Anderson, Hr. O'brian, Hr. Winston samt Hr. Cornwall.

Der er tre relevante konferencer; En bibel-kritisk konference, en kunst-konference og en psykologi-konference. Umiddelbart virker den sidste mest sandsynlig, men vi forbereder os på at tage til alle 3.

Vi fordeler hvilke konferencer vi skal være eksperter indenfor; hhv. Hr. Anderson tager sig af de kirkelige ting, Frk. Highlord psykologi og Frk. Thompson af kunst. Derudover opfordres folk til at tilegne sig kompetencer indenfor ungarsk og tysk, i det omfang vi kan nå det – vi har trods alt et par måneder

Vi mødes næste lørdag til spisetid til en restaurant inde i Manchester. Der sker intet til mødet. Vi planlægger og passer vores hverdag, og tillærer os de færdigheder vi skal bruge.

Vi planlægger og afvikler en tur ud til området hvor det hele startede. Huset er faldefærdigt – ingen bruger det. Vi kigger huset igennem uden at finde noget bemærkelsesværdigt. Vi undersøger hvem der ejer den, men indtil videre har vi intet svar.

Tiden går. Jeg laver nogle rolige eksperimenter på Wernsturm og bliver gradvist klogere på hvad han kan, men formidler kun den viden jeg er sikker på videre til de andre.

Vi tager af sted mod Østrig, os der har råd rejser på ordentlig klasse, de øvrige rejser som det bekommer dem. VI bliver budt velkommen på en kro med overnatningsmuligheder, som Blake, efterretningstjensten kontakt i Wien, har lejet sig ind på.

View
6. Spillegang: Den Ungarske Ræv

År 1914, som husket af Constantine Cornwall

Forhør af Hr. Wernsturm ved Hr. Cornwall.

Han henvendte sig til Hr. Fox for at få sin tilstand kureret, det er nu cirka et år siden. Hr. Fox påstod der var en kur, da Frk. Carpenter ikke ville forloves med ham i hans nuværende tilstand.

Hr. Fox bortførte Frk. Carpenter for at afpresse Hr. Wernsturm til at gøre noget for ham for omtrent 3 uger siden. Han forsøgte at løslade hende, men han havde en hær af dyr til at beskytte hende.Hr. Wernsturm var ikke klar over, at han havde slået Frk. Holme ihjel, han troede det var Hr. Holme han havde slået ihjel.

Han påstår at han ikke ejer mere end det palæ vi var ved – det skal der kigges op på. Han påstår også han er 55 år gammel, men ser yngre ud. Han er af tysk afstamning, og det er også der hans familie er. Han er villig til at melde sig til politiet og tage sin straf.

Hr. Fox ejer et dyreshow, og har opholdt sig i Manchester i et stykke tid indtil for et par uger siden. Dyreshowet hedder "Den Fabelagtige Mr. Fox" og vi får en adresse.

Vi diskutere, om der er en bedre brug af Hr. Wernsturm end at lade ham melde sig til politiet. Det ender med at vi stemmer om hvorvidt vi skal give Hr. Wernsturm buddet om, at arbejde sammen med os, eller skal få ham til at melde sig i politiet. Vi beslutter at vi vil give ham buddet om samarbejde under følgende betingelser:

  • Han skal spærres inde under vores kontrol.
  • Han skal medgive, at han vil underkaste sig videnskabelige undersøgelser med henblik på at finde en kur og finde ud af mere om hans evner og deres oprindelse.
  • Han skal hjælpe os med hans evner i det omfang, vi har brug for.
  • Efter vi har fundet en kur for hans lidelse vil vi jævnligt vurdere om han skal frigives.
  • Der udpeges to folk til at tage ansvaret for hans videnskabelige, sikkerhedsmæssige og moralske varetægt.
  • Det må være op til folk der er til stede i situationen at vurdere hvilke midler der vil bruges til stoppe ham, under hensyn til omstændighederne og menneskehedens fælles bedste, skulle han forsøge at stikke af.
  • Hr. Wernsturms formue og midler skal administreres af Logen og af disse midler skal der betales for hans egen kost, logi og forskning. Ved en eventuel frigivelse vil han modtage en formue svarende til hans formue ved tidspunktet af indgåelse af aftalen plus renter, i det omfang formuen indeholder tilstrækkeligt med midler, alle øvrige midler overgår til Logen.

Kapellanen Anderson og Hr. Cornwall får ansvaret for hans videnskabelige, sikkerhedsmæssige og moralske varetægt. Hr. Wernsturm accepterer forslaget.

Det blev besluttet at Frk. Henningans fader (borgmesteren) skulle hjælpe med at finde et sted, hvor vi kan indrette et forsknings/fængsels område. Det viser sig dog senere, at de områder hun kan skaffe ikke er velegnede. Vi holder pause indtil mandag, hvor vi skal have undersøgt palæerne og fundet frem til Hr. Fox. Vi skal også have fundet en bygning og indrette os i.

Vi vælger at bruge en af Hr. Wernsturms lagerbygninger som vi ombygger til hovedkvarter. Vi påstår offentligt, i det omfang det er behøvet, at vi ombygger det til at bruge til undersøgelse og transport af dyr.

Vi undersøger sagen om palæerne nærmere og vi fandt, at han kun havde et palæ. Vi tager ud for at se nærmere på det igen. Vi finder et brev på ungarsk og en kuvert med en adresse på Hr. Rokat, som er den samme adresse som Hr. Fox har.

Dagen efter tager vi ud til det, hvor Hr. Fox burde have hjemme, der lader til at være et andet show på programmet. Vi tager op og kigger, og det lader til at Hr. Fox er stukket af. VI får lejlighed til at rode hans kontor igennem, men uden at finde noget af betydning. Han har ikke været der i 3 uger, hvilket passer med at han forsvandt lige inden han tog ud i Wernsturm palæet for at holde Frk. Carpenter gidsel.

Vi får oversat brevet og det har følgende ordlyd:

Hr. Rókát

Tak for dit brev, det er lang tid siden sidst. Det vidste sig jo at markedet i Praag var et godt sted at mødes med folk.

Ligeledes skal du have tak for informationerne. Det lyder i hvert fald som om den omtalte, Hr. Holme, var en af dem som var til stede.

Der er optakt til krig, så sørg for at pas på dig selv. Deres direktorat for militær efterretningstjeneste er sikkert på jagt efter østrig -ungarnske besøgende.

I tilfælde af at problemet ikke er til at løse på egen hånd, så kontakt os i Wien til konferencen her til sommer. Så må vi bruge hvad du har lært til at få Hr. Gespenst til at tage sig af dem.

Held og lykke

Med venlige hilsner

Hr. Egeret

Navnene må være dæknavne. Ræv (Rokat), Mus (Egeret), Spøgelse (Gespenst)... måske er de alle sammen spioner? Men hvorfor har de en interesse i hvad der foregik dengang?

Det tyder på Hr. Fox er rodet ind i noget med spionage, men samtidig er interesserede i ekstravidenskabelige begivenheder. Hvorfor?

View
5. Spillegang: Sandhedens Vogtere Anno 1914

År 1914, som husket af Constantine Cornwall.

Tager hjem fra Mr. Winston, snakker lidt med min far om episoden. Fandt ud af at lilletrold åbenbart har virket enormt tillidsvækkende selvom det var lidt mistænkelige omstændigheder han kontaktede forældrene på. Hvad er mønstret i hvem der blev valgt?

Kigger nogle avisartikler igennem fra dengang. Der var en politimand ved navn Maximillian Rent og der var angivelse af tidspunkt og hvor det foregik. Overvejer at tager derud, men det må vente.

Tager ud til Winston og snakker sagerne igennem, får ham til at indkalde de andre til møde i morgen middag. Tager hjem og læser for at passe mit studie.

Vi mødes alle næste dag til middag hos Hr. Winston, også Frk. Henningan. VI bliver her enige om at stifte en gruppe der skal til bunds i det her og finde ud af, om der er en trussel mod vores liv, og hvad der egentlig foregik dengang.

Følgende folk meldte sig til at være med til denne nye loge; Sandhedens Vogtere Anno 1914:

  • Roger Winston, Adelsmand og kavalariofficer; Logemester
  • James Anderson, præstelærling, Kappelan
  • Constantine Cornwall, polyteknisk studerende
  • Thomas O'Brian, Privatdetektiv
  • Jessica Highlord, Sygeplejerske
  • Peter Bails, Bokser?
  • James Christian, Adelsmand
  • Oliver Holme, Revisor
  • Olivia Thompson, Ukendt hverv
  • Rebecca Hennigan, Borgmesterdatter

Alle 10, som var i huset dengang. Målet er at finde ud af hvad der foregik dengang og hvorfor vi skal slås ihjel på den baggrund.

Hvert møde starter med at der undersøges om der er flertal for mistillid til Logemesteren og såfremt det er tilfældet, skal der findes en ny med et flertal. Kan der ikke samles et flertal om en ny, bliver den gamle siddende indtil næste møde.

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.