Vaesner

1. Spillegang: Historien om Lilletrold

År 1900 – som husket af Constantine Cornwall.

Vi ankommer til en kro-agtig ting lidt udenfor Manchester, hvor vi bliver indkvarteret sammen med nogle andre børn (vi er 10 i alt).

Vi leger, og falder i snak. Vi diskuterer vores forældres meninger og forskelle. Vi får mad og får en historie. Peter bliver straffet for at opføre sig grimt og bliver midlertidigt låst inde i kælderen.

Vi får fortalt godnat eventyr om bakkekongen i Norge og hans troldesønner. Den mindste af dem, ved navn lilletrold, for vild og havnede i England. Her mødte han en fe ved navn Intervolaine-et-eller-andet, som skaffede mad til ham og legede med ham. Han overværede et fe-råd hvor han blev fanget og beordret hjem. Han kom hjem men stak af for at mødes med feprinssessen indimellem, fordi de var forelsket. De forsøgte at blive gift, men kunne ikke finde et sted at blive gift.

Om natten lister vi ned i kælderen alle sammen og kigger rundt og bliver lidt skræmte, men uden noget særligt resultat. Da vi kommer tilbage til værelset ser vi et bål ude på marken.

Vi går derud. Der er Feråd. Vi møder Lilletrold. Han tryller os om så vi ligner rødhætter og kan deltage i ferådet, til gengæld giver Roger ham hans legetøjspistol. Vi kommer op til Ferådet hvor vi har lovet at tale Lilletrolds sag så de kan blive gift, idet vi udgiver os for at være en klan af rødhætter. Formålet med mødet var, at stoppe røgskyerne fra de store byer.

Det ender med at Underkongen tvinger dem til en afstemning omkring det, og der bliver stemt for, og vedtaget, at lilletrold må gifte sig med hans fekæreste.

Vi tager tilbage til huset. Måske er Theodor i virkeligheden Lilletrold?

View
2. spillegang: Lilletrold er ond

År 1900 – som husket af Constantine Cornwall.

Vi bliver slæbt ned i kælderen af lilletrold og intervolaine til et ritual der gør lidt mere ondt end at falde ned i en bunke vasketøj fyldt med vasketøj fra 1. sal.

De skal bruge noget af vores blod til et ritual til at bryde en eller anden trolddom. Både Thomas, Roger, James og jeg giver alle blod. Jeg får ham til at love mig en gave til gengæld. Lilletrold tager ofre fra alle folk og begynder at trylle. Jeg falder i søvn.

Har en underlig drøm. Er i en stor ørken, fyldt med trommer… men de er nok ikke fra drømmen, måske virkeligheden? Vågner lige så stille…

Det begynder at lyse bag døren der står i kælderen. Det begynder at lyse i den efterhånden som ritualet skrider frem, og lilletrold åbner den. Trommerne, bjergene og nogle skikkelser inde bag døren kommer tættere på. Skikkelserne er ikke mennesker, og det er dem som trommer. De er meget uhyggelige, og jeg føler det nødvendigt at flygte.

Vi flygter gennem natten. Ankommer til en gård hen under morgen, hvor vi får hjælp.

Til sidst kommer min far og mor og henter mig. Der er ingen der rigtig tror på, at det var en trold. De andre bliver også hentet. Da vi har fået vores ting tager vi hjem.

Jeg fortæller mine forældre sandheden først, men da de ikke tror på den fortæller jeg dem det, de gerne vil høre.

View
4. Spillegang: Hundemanden

April 1914 – som husket af Constantine Cornwall.

Jeg har været i tyskland for at sælge nogle ting for min far, og kommer hjem til et brev med følgende ordlyd:

Til Constantin Cornwall

Jeg ved godt at De ikke kender mig særligt godt og at De nok, lige som jeg selv, ønsker at glemme alt om den frygtelige ting der skete i sommeren '00. Jeg beklager meget for at bringe dette ubehagelige emne op igen efter så lang tid, men jeg ved ikke hvem jeg ellers skal vende mig til. Jeg har et stort problem og har brug for al den hjælp jeg kan få.

Derfor beder jeg Dem om at møde mig og alle de andre fra den frygtelige dag på nedenstående adresse.

Venlig hilsen

Oliver Holme

(Clerk street 14a)

Jeg er lidt mistænkelig overfor at tage afsted til det her, lidt bange for hvad det er. For en sikkerheds skyld efterlader jeg et brev med at jeg tager af sted og hvorhen og hvor jeg tager hen. Ingenting om hvorfor, det vil være for mærkeligt at forklare.

Kommer frem til Clerkstreet. Jeg bliver modtaget af en Olivia på omkring min alder, som byder mig velkommen og ovenpå. Der er Oliver Holmes, Olivia Thompsen (som inviterede mig ind) og fire andre. Jeg får en beskrivelse af hvad der er sket de foregående dage.

Hr. Olivers kone var blevet overfaldet og slået ihjel af noget der lignede en meget stor ulve-lignende person eller en hund. Det var politiets teori, at det blot var en hund.

Øjensynligt skulle en stor mand (Philip Wernsturm -meget tysk navn?) have stået på hjørnet og observeret og så have overfaldet damen. Der blev fundet noget tøj i skraldespanden, som "hundemanden" måske har smidt. Der blev fundet mandens (egne – antaget idet der var mere end et) visitkort i tøjet, og et billede af en dame (som ikke er her Holmes – hun er i skrivende stund ikke identifceret). Han havde adresse i slummet (på visitkortet), og de øvrige havde været nede og undersøge det. Der var mere fint tøj, en tom kuffert og en lejekrontakt der viser at han lejede værelset for et par uger siden. Der var også en kuvert med noget af Hr. Holmes hår og en skitse af hr. Holme. Dette var sandsynligvis blevet købt hos Hr. Holmes frisør, men af en anden person, en lille mand med en sjov hat og fipskæg.

Overfaldet på konen var nok en misforståelse – det skulle have været Hr. Holmes der skulle have været overfaldet, men hun bar hans jakke.

Manden har været på hospitalet et par gange fordi han påstod at han var syg, men han virkede overnaturligt rask når han blev undersøgt. Han er formodentlig en adelsmand. Han ejer et palæ lidt udenfor byen.

Hr. Holme her haft nogle klienter der har solgt noget til Hr. Wernsturm. Hr. Wernsturm driver et handelsfirma, måske er de varer der blevet købt handelsvarer der er eksporteret? Dette spor lader umiddelbart til at være blindt.

Hvorfor har han visitkort liggende i hans tøj der peger på hans adresse i slummet? Hvorfor skulle nogen være efter Hr. Holmes?

I konens dagbog står der, at hun har fortalt historien til tryllekunstneren den Fabelagtigte Mr. Fox for et par måneder siden (4. Februar). Konen gik til den slags små-okkulte ting, men det virker ikke som om hun var ude i noget, hun ikke skulle pille ved. Hun gik af sted med nogle veninder, måske skulle vi høre nogen af dem.

Vi bringer Hr. Holmes til Hr. Winstons palæ og derefter kører vi ud til Hr. Wernsturms palæ for at undersøge det nærmere, palæet ligger i Ladybarn.

Thomas og Jessica går ind i den lokale bar i Ladybarn for at få nogle forhåndsoplysninger om Wernsturms palæ. Han har ingen husholderske, hushovmester eller lignende – han bor alene, men grunden er lille. Han har købt noget af naboens land og bygget sig et større hus der, han går ofte på jagt med naboen. Han har fundet sig en kæreste fra Manchester, men hun er ikke så tit herude. Det er nok hende på billedet. Det viser sig at han er mere ved sit nye palæ end ved det gamle, så vi beslutter at undersøge det.

Ved grunden hvor palæet er bygget ved naboens palæ ligger, er der mange hunde, heriblandt en del gadekryds, og der er mange forskellige fugle, heriblandt måger. En underlig blanding af dyr, og stedet ser lidt misvedligeholdt ud. Alle hundene kigger uhyggeligt på os når vi kommer.

Da vi ringer på bliver hundene kaldt ind, og vi bliver budt indenfor af en stemme. Vi kommer ind i Hall'en, og der ligger en masse døde, små katte og der sidder en chimpanse med et jernrør.

Chimpansen kryber væk og lader os komme videre frem, men da vi går ind i hall'en hører vi en kvindestemme råbe om hjælp ovenpå og en mandestemme beordre hende til stilhed, hvorefter vi løber mod trappen. Idet vi gør det bliver vi overfaldet af hundene og aben.

Vi nedkæmper dem og løber ovenpå. Der er et rum med en mand med et fipskæg og en fjollet hat. Normal menneskestørrelse. Han kaster sig ud af balkonen og bliver nok båret væk af fuglene? Der er også nogle hunde derinde, men vi skynder os at smække døren.

Jeg følger efter Winston og vi ser en behåret skikkelse (nok hundemanden) der kaster sig ud gennem vinduet med en kvindeskikkelse som var bundet. Det var hende fra billedet. Vinduet er slået ind udefra, som om nogen har brudt ind. Hundemanden brudt ind for at hente kvinden. Hun har været inde i samme rum som fuglemanden for vi hørte ham tysse på hende, men det kan være han har lagt hende ind i det andet rum.

Vi afhører kvinden hun hedder Frk. Carpenter. Hun er Wernsturms kæreste, og blevet bortført af Fox for at afpresse Wernsturm til at overfalde Holmes. Holmes forsøgte at befri hende.

Det lader til af Fox er i stand til at kontrollere dyr.

James Christian og Peter Bales som også var ude i kroen for mange år siden har overvåget lejligheden og kommer tilbage til briefing hos Winston.

Vi redegører for situationen overfor alle de andre.

Hvad der skete

Det viser sig, at Hr. Wernsturm er blevet afpresset af Hr. Fox til at slå her Hr. Holme. Dette er sandsynligvis blevet gjort på baggrund af, at Hr. Holmes kone fortalte om sin mands oplevelser til Hr. Fox. Hr. Fox satte så dette angreb i stand ved at bortføre Frk. Carpenter og bruge hende til at afpresse Hr. Wernsturn til at overfalde Hr. Holmes. For at facilitere dette skafffede han noget af Hr. Holmes hår, så Wernsturm kunne bruge dette til at identificere ham på lugten.

Det forsøgte han, men det gik galt og han kom i stedet til at slå konen ihjel. Sandsynligvis fordi hun havde lånt hendes mands jakke, og derfor lugtede af ham. Hr. Wernsturm overfaldt hende og indså sin fejl og flygtede. Han virker ikke videre modig eller standhaftig når det bliver farligt. Han efterlod derfor også sit tøj og sine visitkort.

Ude i palæet var Hr. Fox og Frk. Carpenter og Fox forsøgte at myrde os. Derudover har Hr. Wernsturm enten været der, eller overværet stedet og ventet på chancen. Da vi kom ind og tøvede råbte hun på hjælp, og Hr. Fox fik hende af vejen mens vi tøvede. Da Hr. Fox ikke havde held til at slå os ihjel flygtede han. Wernsturm så sin chance for at stikke af med Frk. Carpenter men vi kom i vejen for ham, og han stak helt af. Han kommer tilbage efter hende.

Uafklarede spørgsmål

Hvorfor kom vi ud i huset for så mange år siden? Hvorfor vil nogen slå os ihjel baseret på at vi var derude? Hvofor var Hr. Fox så længe om at reagere på at gøre noget ved Hr. Holmes? Hvorfra kendte han til Hr. Wernsturms tilstand – og hvorfor afpressede han ham til at gøre det? Hvad ved Hr. Fox omkring det der skete dengang – og hvad ved han af ting nu? Hvorfor er Hr. Fox i stand til at kontrollere fugle (og de andre dyr!) til at angribe os – hvilke overnaturlige kræfter er på spil?

Hvorfor valgte Hr. Wernsturm at bruge et hus i slummen? Hvem er Hr. Wernsturms nabo, og ved han noget om Hr. Wernsturms tilstand? Hvorfor flyttede Hr. Wernsturm væk fra det gamle palæ? Hvorfor har Hr. Wernsturm visitkort på sin slum-adresse, men med sit rigtige navn? Er Hr. Wernsturm af udenlandsk oprindelse?

En abe (chimpanse) kan ikke komme hvor som helst fra – den må tilhøre et cirkus hvor Hr. Fox enten hører til, eller har bortført den fra. Hvis vi finder hvor den burde være, har vi nok også fundet et spor på Hr. Fox.

View
5. Spillegang: Sandhedens Vogtere Anno 1914

År 1914, som husket af Constantine Cornwall.

Tager hjem fra Mr. Winston, snakker lidt med min far om episoden. Fandt ud af at lilletrold åbenbart har virket enormt tillidsvækkende selvom det var lidt mistænkelige omstændigheder han kontaktede forældrene på. Hvad er mønstret i hvem der blev valgt?

Kigger nogle avisartikler igennem fra dengang. Der var en politimand ved navn Maximillian Rent og der var angivelse af tidspunkt og hvor det foregik. Overvejer at tager derud, men det må vente.

Tager ud til Winston og snakker sagerne igennem, får ham til at indkalde de andre til møde i morgen middag. Tager hjem og læser for at passe mit studie.

Vi mødes alle næste dag til middag hos Hr. Winston, også Frk. Henningan. VI bliver her enige om at stifte en gruppe der skal til bunds i det her og finde ud af, om der er en trussel mod vores liv, og hvad der egentlig foregik dengang.

Følgende folk meldte sig til at være med til denne nye loge; Sandhedens Vogtere Anno 1914:

  • Roger Winston, Adelsmand og kavalariofficer; Logemester
  • James Anderson, præstelærling, Kappelan
  • Constantine Cornwall, polyteknisk studerende
  • Thomas O'Brian, Privatdetektiv
  • Jessica Highlord, Sygeplejerske
  • Peter Bails, Bokser?
  • James Christian, Adelsmand
  • Oliver Holme, Revisor
  • Olivia Thompson, Ukendt hverv
  • Rebecca Hennigan, Borgmesterdatter

Alle 10, som var i huset dengang. Målet er at finde ud af hvad der foregik dengang og hvorfor vi skal slås ihjel på den baggrund.

Hvert møde starter med at der undersøges om der er flertal for mistillid til Logemesteren og såfremt det er tilfældet, skal der findes en ny med et flertal. Kan der ikke samles et flertal om en ny, bliver den gamle siddende indtil næste møde.

View
6. Spillegang: Den Ungarske Ræv

År 1914, som husket af Constantine Cornwall

Forhør af Hr. Wernsturm ved Hr. Cornwall.

Han henvendte sig til Hr. Fox for at få sin tilstand kureret, det er nu cirka et år siden. Hr. Fox påstod der var en kur, da Frk. Carpenter ikke ville forloves med ham i hans nuværende tilstand.

Hr. Fox bortførte Frk. Carpenter for at afpresse Hr. Wernsturm til at gøre noget for ham for omtrent 3 uger siden. Han forsøgte at løslade hende, men han havde en hær af dyr til at beskytte hende.Hr. Wernsturm var ikke klar over, at han havde slået Frk. Holme ihjel, han troede det var Hr. Holme han havde slået ihjel.

Han påstår at han ikke ejer mere end det palæ vi var ved – det skal der kigges op på. Han påstår også han er 55 år gammel, men ser yngre ud. Han er af tysk afstamning, og det er også der hans familie er. Han er villig til at melde sig til politiet og tage sin straf.

Hr. Fox ejer et dyreshow, og har opholdt sig i Manchester i et stykke tid indtil for et par uger siden. Dyreshowet hedder "Den Fabelagtige Mr. Fox" og vi får en adresse.

Vi diskutere, om der er en bedre brug af Hr. Wernsturm end at lade ham melde sig til politiet. Det ender med at vi stemmer om hvorvidt vi skal give Hr. Wernsturm buddet om, at arbejde sammen med os, eller skal få ham til at melde sig i politiet. Vi beslutter at vi vil give ham buddet om samarbejde under følgende betingelser:

  • Han skal spærres inde under vores kontrol.
  • Han skal medgive, at han vil underkaste sig videnskabelige undersøgelser med henblik på at finde en kur og finde ud af mere om hans evner og deres oprindelse.
  • Han skal hjælpe os med hans evner i det omfang, vi har brug for.
  • Efter vi har fundet en kur for hans lidelse vil vi jævnligt vurdere om han skal frigives.
  • Der udpeges to folk til at tage ansvaret for hans videnskabelige, sikkerhedsmæssige og moralske varetægt.
  • Det må være op til folk der er til stede i situationen at vurdere hvilke midler der vil bruges til stoppe ham, under hensyn til omstændighederne og menneskehedens fælles bedste, skulle han forsøge at stikke af.
  • Hr. Wernsturms formue og midler skal administreres af Logen og af disse midler skal der betales for hans egen kost, logi og forskning. Ved en eventuel frigivelse vil han modtage en formue svarende til hans formue ved tidspunktet af indgåelse af aftalen plus renter, i det omfang formuen indeholder tilstrækkeligt med midler, alle øvrige midler overgår til Logen.

Kapellanen Anderson og Hr. Cornwall får ansvaret for hans videnskabelige, sikkerhedsmæssige og moralske varetægt. Hr. Wernsturm accepterer forslaget.

Det blev besluttet at Frk. Henningans fader (borgmesteren) skulle hjælpe med at finde et sted, hvor vi kan indrette et forsknings/fængsels område. Det viser sig dog senere, at de områder hun kan skaffe ikke er velegnede. Vi holder pause indtil mandag, hvor vi skal have undersøgt palæerne og fundet frem til Hr. Fox. Vi skal også have fundet en bygning og indrette os i.

Vi vælger at bruge en af Hr. Wernsturms lagerbygninger som vi ombygger til hovedkvarter. Vi påstår offentligt, i det omfang det er behøvet, at vi ombygger det til at bruge til undersøgelse og transport af dyr.

Vi undersøger sagen om palæerne nærmere og vi fandt, at han kun havde et palæ. Vi tager ud for at se nærmere på det igen. Vi finder et brev på ungarsk og en kuvert med en adresse på Hr. Rokat, som er den samme adresse som Hr. Fox har.

Dagen efter tager vi ud til det, hvor Hr. Fox burde have hjemme, der lader til at være et andet show på programmet. Vi tager op og kigger, og det lader til at Hr. Fox er stukket af. VI får lejlighed til at rode hans kontor igennem, men uden at finde noget af betydning. Han har ikke været der i 3 uger, hvilket passer med at han forsvandt lige inden han tog ud i Wernsturm palæet for at holde Frk. Carpenter gidsel.

Vi får oversat brevet og det har følgende ordlyd:

Hr. Rókát

Tak for dit brev, det er lang tid siden sidst. Det vidste sig jo at markedet i Praag var et godt sted at mødes med folk.

Ligeledes skal du have tak for informationerne. Det lyder i hvert fald som om den omtalte, Hr. Holme, var en af dem som var til stede.

Der er optakt til krig, så sørg for at pas på dig selv. Deres direktorat for militær efterretningstjeneste er sikkert på jagt efter østrig -ungarnske besøgende.

I tilfælde af at problemet ikke er til at løse på egen hånd, så kontakt os i Wien til konferencen her til sommer. Så må vi bruge hvad du har lært til at få Hr. Gespenst til at tage sig af dem.

Held og lykke

Med venlige hilsner

Hr. Egeret

Navnene må være dæknavne. Ræv (Rokat), Mus (Egeret), Spøgelse (Gespenst)... måske er de alle sammen spioner? Men hvorfor har de en interesse i hvad der foregik dengang?

Det tyder på Hr. Fox er rodet ind i noget med spionage, men samtidig er interesserede i ekstravidenskabelige begivenheder. Hvorfor?

View
7. Spillegang: Amatørspioner til Wien

År 1914, som husket af Constantine Cornwall

Vi går i gang med at indrette pakhuset.

Winston bliver kaldt til et møde med en, i første omgang, unavngiven officer. Han vil have brevet til Hr. Rokat, men inden han får det laver vi en kort analyse er, om der umiddelbart er nogle hemmelige ting at finde – det var der ikke, og han får brevet. Officeren hedder Kaptajn Wilks.

Vi holder logemøde lørdag d. 17. april. Vi diskuterer hvordan vi skal håndtere den britiske efterretningstjeneste. Vi ender med at blive enige om at ringe til Kaptajn Wilks og invitere ham til mødet, så han kan få svar på nogle af hans spørgsmål.

Brevet er sat i sammenhæng med en preussisk baron Sturm, som har fået til opgave at bekæmpe landets fjender med mere aparte metoder, bliver vi fortalt.

Kaptajn Wilks foreslår at vi skal tage til Østrig for at undersøge sagen nærmere på den omtalte konference. Vi Tilslutter os forslaget og besluttet at sende nogle folk af sted, og følgende folk melder sig: Hr. Bales, Frk. Thompsen, Frk. Highlord, Hr. Anderson, Hr. O'brian, Hr. Winston samt Hr. Cornwall.

Der er tre relevante konferencer; En bibel-kritisk konference, en kunst-konference og en psykologi-konference. Umiddelbart virker den sidste mest sandsynlig, men vi forbereder os på at tage til alle 3.

Vi fordeler hvilke konferencer vi skal være eksperter indenfor; hhv. Hr. Anderson tager sig af de kirkelige ting, Frk. Highlord psykologi og Frk. Thompson af kunst. Derudover opfordres folk til at tilegne sig kompetencer indenfor ungarsk og tysk, i det omfang vi kan nå det – vi har trods alt et par måneder

Vi mødes næste lørdag til spisetid til en restaurant inde i Manchester. Der sker intet til mødet. Vi planlægger og passer vores hverdag, og tillærer os de færdigheder vi skal bruge.

Vi planlægger og afvikler en tur ud til området hvor det hele startede. Huset er faldefærdigt – ingen bruger det. Vi kigger huset igennem uden at finde noget bemærkelsesværdigt. Vi undersøger hvem der ejer den, men indtil videre har vi intet svar.

Tiden går. Jeg laver nogle rolige eksperimenter på Wernsturm og bliver gradvist klogere på hvad han kan, men formidler kun den viden jeg er sikker på videre til de andre.

Vi tager af sted mod Østrig, os der har råd rejser på ordentlig klasse, de øvrige rejser som det bekommer dem. VI bliver budt velkommen på en kro med overnatningsmuligheder, som Blake, efterretningstjensten kontakt i Wien, har lejet sig ind på.

View
8. Spillegang: Wiens Spøgelser

Wien D. 3. juni 1914.

Wien, musikkens og kunstens knudepunkt viser sig at være lige så fantastisk som jeg havde forestillet mig. Man kan vel påstå at en ung kvinde som jeg selv ikke har været andre steder, men ikke desto mindre er byen noget for sig, og jeg håber en dag at kunne besøge den udenom disse omstændigheder.

Den første morgen er ikke just behagelig. Nattens løb har ikke budt på andet end mareridt og mangel på søvn og jeg føler mig ikke just klar på at have lange debatter om Psykologi, men den første konference starter, og det er mit speciale, så jeg er jo nødsaget til at stå op. Det er her jeg første gang opdager at noget er virkeligt galt. Olivia Thompson ligger syg i sengen, og hun brokker sig over influenza. Dette bliver henkastet som tumulten fra rejsen, men det virker underligt da alle, inklusive vores kontakt Charles Blake er syge med influenza. Dog har Thomas O’Brien det forholdsvist godt, og Peter Bales er ligeledes på begge fødder. Vi ønsker om at få en stuepige til at besøge vores syge venner et par gange om dagen for at sikre sig at de for spise, før vi begiver os ud på fremmed territorium. Jeg priser mig her allerede lykkelig for at Thomas valgte at tage med, da hans tyske var hjælpsomt, og jeg er skuffet over at jeg henkastede ideen om at lærer det selv.

Det skal nævnes at ingen af dem har omtalt et mareridt, og jeg må gå ud fra at det kun er jeg selv det omhandler. Muligvis på grund af besøget ude ved gården, jeg har i hvert tilfælde haft dem siden den episode, det er dog først nu at jeg muligvis kan huske noget af det. Lugten af jord, og lyden af trommer. Selv i vågen tilstand synes jeg at kunne høre trommerne.

Vi ankommer til den angivne adresse, og her undersøger vi bygningen hvor konferensen skal holdes. Det går hurtigt op for os at det er umuligt at stoppe et individ fra at flygte, men det viser sig så heller ikke at komme på tale, da vi ikke spottede nogen der mindede om Hr. Rókát. I stedet for blot at søge tilbage mod kroen, søgte vi ind mod torvet og så på butikker samt undersøgte de lokale pubs for mistænksomme typer. Vi regnede ikke med at finde nogen, men man kan lige så godt bruge tiden fornuftigt.

På en plakat lidt derfra ser vi imidlertid en reklame for et teater Show holdt af en Hr. Gerhard Brechs der påstår at kunne kontakte ånder.

Hvilket i sig selv jo er så godt som umuligt, kontakt med ånder kan man ikke fremtvinge, og hvis man forsøger, har det skrækkelige konsekvenser, det har Bedstemor selv lært mig.

Vi kommer ind til showet, og Thomas O’Brien melder sig frivilligt, han vil nemlig gerne have kontakt til sin mor. Derved er jeg efterladt lidt alene på min plads, og forstår ikke meget af det tyske der bliver snakket.

Gerhard forsøger at kalde ved brug af messen, og det virker for mig underligt at han tager den fremgang, men jeg forstår ikke hvad han siger, da han taler stille for sig selv, og mumler mod gulvet så det er umuligt at høre hans ord. Det virker alt sammen som fup, og jeg er ved at give op, da kulde rammer hele rummet og Gerhards ånde bliver synlig. Det er som om mørket kryber sig lidt tættere på, og hans ånde kommer ud af ham, mere og mere, indtil hans skikkelse står foran os som en ånd.

Et godt show må man sige, men ikke mere end det, ånder har normalt som jeg forstår det, ikke skikkelser af de mennesker de kom fra, da kødet blot er en skal for sjælen, men lad os lade det ligge for nu.

Ånden står så der og kigger rundt, og det virker som om han kalder på nogen. Han kan tydeligvis ikke se os, og det virker til at han ikke kan finde nogen ånder omkring os. Igen underligt, for jeg er selv sikker på at min bedstemor ikke har forladt mig, end ikke på rejsen til Wien, men dette beviser blot yderligere hans nummer som værende fup.

Pludselig sker der noget på scenen, en anden skikkelse, som O’Brien ikke virker til at genkende, sniger sig op på Gerhard, skal man råbe? Alle er stille i salen. Ånden kommer helt op på Gerhards ånd, og de to tumler rundt i et surrealistisk slagsmål hvor vi hverken kan gøre fra eller til, og de to ånder forsvinder så. Gerhard forlader scenen og O’Brien løber efter ham. Min nysgerrighed overvælder min frygt for hvad jeg lige så, og jeg må følge trop. Desuden fortjener denne Mystiske Brechs en overhaling, man skal ikke fremprovokere ånder.

Gerhard fører os igennem gader og stræder, torvet og parken, uden at tale til os, og da vi forsøger at skabe kontakt ignorere han fuldstændig vores råb. Vi kommer ned til Donau floden, og selvom byen er smuk i månens skær, så er det ikke her vores opmærksomhed ligger, men i stedet på den stakkels mand der nu er på vej ud i en båd. Vi bestemmer os for at slutte os til ham og han protestere ikke, det er som er han i en slags trance og jeg tror muligvis at ånden der angreb hans ånd nu forsøger at drukne ham?

Han sejler et godt stykke ud, og så er det som om han forsøger at fiske med ankeret til båden. Efter et par mislykkede forsøg, for han ”bid” og han begynder at hale. Hr. O’Brien, muligvis også i trance? Hjælper ham og de fisker til sidst en død mand op. Min ekspertise er ikke alt for god angående lig og vand, men jeg vil bedømme ham til at være død i omkring tre måneder, måske lidt mindre.

Gerhard kom åbenlyst til sig selv lige efter vi finder liget, og det samme med O’Brien der dog ser ud som om han har set et spøgelse. Vi for sejlet ind igen og får her fat i politiet der så kan få forklaret (Uden spøgelset, ånden og trancen) hvad vi har fundet på vores ”måneskinstur” ned af Donau.

Vi byder Hr. Brechs på en forfriskning inden at vi selv vil hjem til vores hotel igen. Natten er på vej over os, og den begivenhedsrige dag kunne godt bruge at blive skyllet ned med noget rent vand eller andet.

Hr. Brechs finder sit stamsted og her sætter vi os og får en snak om alting. Diskret for O’Brien spurgt om Hr. Rókát og Gerhard har åbenbart hørt om ham før. Ligeledes kender Gerhard en Gespenst, eller i hvert tilfælde navnet, men han bryder sig ikke meget om Gespensts metoder. Desuden nævner han et kloster der åbenbart har lært ham at kommunikere med ånder. Igen en løgn, selvfølgelig ville kirken, der har brændt så mange hekse på bålet, ikke oplærer børn i disse evner. Hvorfor skulle de have interesse for det?

Vi har alt i alt en lang snak med Gerhard og han fortæller os en del om forskellige andre folk der ikke er showmænd men som faktisk også praktisere det han selv kalder okkult trolddomskunst. Jeg kalder det stadig fup og fiduser.

Husk: Åbenbart giver en voldelig død mere aggressive ånder bagefter, og det er derfor at der åbenbart ikke var andre ånder omkring den ånd der angreb Gerhard Brechs.

Jessica Highlord

Wien D. 4. juni 1914. Morgenen efter tager vi endnu en gang ned til konference igen, og her for O’Brien fat i en liste over de tilmeldte. Der er ikke tegn på nogen Egeret, Rókát eller Gespenst, og Peter Bales samt Olivia tager derfor ned i byen i stedet for at opsøge Gerhard Brechs igen.

O’Brien og jeg bliver, og tilfældet er med os. Til Konferencen er der en hypnotisør til stede, og tilfældigvis kunne jeg erindre at vi fik fortalt at Egeret er Hypnotisør. Vi opsøgte derfor denne Hr. Jacob Braun, og han forklarer at han ikke selv er hypnotisør, men har kontakt til en der er som vil komme til byen om et par dage. Jeg udgiver mig for at have højdeskræk som jeg gerne vil have kureret og derfor vil han gerne kontakte os når denne hypnotisør er kommet til byen. Han får altså adressen på receptionen hvor vi bor så han kan sende en besked, på dette tidspunkt virker han ikke mistænksom, men da jeg desværre laver en fortalelse virker han pludselig meget interesseret i hvem vi er. O’Brien havde glemt at give mig hans dæknavn, og derfor kommer jeg til at kalde ham hans rigtige efternavn men det virker til at vi får det afværget med en lille latter og en forklaring om at jeg engang imellem bytter om på navne. For ikke at bringe skylden på os, da Cornwall og Winston allerede virker til ikke at bryde sig meget om O’Brien, laver vi en lille dækhistorie.

Vi går herefter tilbage på hotellet og da vi møder Peter Blakes og Olivia Thompson, får de historien om hvordan denne hypnotisør spurgte os om vi kendte nogle engelske studerende der også skulle være i byen, og som havde rejst første klasse. Det virker som om Olivia og Peter accepterer den historie og skylden ligger nu hos de to rigmænd. Om aftenen var vi endnu en gang nede og se Wiens torv og by, og vi fik set byens butikker. Generelt en afslappende aften uden megen tumult ovenpå gårdsdagens strabadser. Hvis nu så bare det hele ville flaske sig.

Jessica Highlord

View
Spillegang 9: Spionerne der slap væk.

Wien D. 5. juni 1914.

Morgenen, idyllen, Wien. Det tager mig et par minutter at vågne, og det er først efter jeg er kommet helt ud af sengen at det går op for mig at vi stadig er i Wien. Jeg har ikke sovet for godt, tanken om ånder og folk der jager os ligger mig en smule fjernt i forhold til de forbandede trommer. Det er som om at hver gang jeg lukker øjnene og forsøger at sove, så kommer de tættere på. Jeg har fået min lugtesans igen, og har det generelt bedre, så den forbandede lyd gemt bagerst i mit hoved af trommer der banker i takt til… ja det forsvinder nok også snart. Dagen bliver en del bedre allerede ved morgenmads tid. De andre har fået det bedre og Hr. Winston er klar på at tage med på denne dags ekspedition ud i Wiens gader. Vi beslutter os for at gå ned på torvet og se på reklameplakaterne, og her vil vi ligeledes spise morgenmad. Jeg glæder mig til at komme ned i byen, den dejlige musik, behagelige vejr og glæde omkring os får tankerne væk fra den konstante banken bagerst i hovedet.

Nede ved de mange plakater finder vi en plakat over Egerets show. Han har et lille kontor hvor man kan bestille tid, og her opsøger vi ham så. Selvfølgelig efter morgenmaden, da hr. Winston allerede har overtaget styringen og manden åbenlyst ikke kan leve uden mad.

Det er nok derfor han altid er så muggen, altså når han ikke får ordentligt mad.

Vi følger vejskilte og jeg føler lidt at mit tyske er blevet bedre. Måske er det på grund af O’Briens fantastiske oversætterevner, jeg synes i hvert tilfælde at sproget giver en smule mere mening dets mere jeg høre det.

På det lille kontor, eller venteværelse, det ligner faktisk ret meget et venteværelse som oppe ved Joseph derhjemme. Men nok om det. Her får vi bestilt en tid ved Egerets sekretær, og hvad jeg kan forstå af hendes tyske, så er hun lidt af en sinke. Det virker ligeledes ikke til at vi kan få lov at komme ind flere af gangen, og hr. Winston er endnu en gang både alarmerende højrøstet, og synligt ikke forstående overfor disse menneskers kultur. Det stakkels pigebarn virker slet ikke til at opfatte hans gestus, og det forstyrre ham en smule men han undskylder det med at de er bondemennesker som ikke forstår noget. Jeg skal lære ham noget om folk fra landet skal jeg.

Vi sidder og venter et godt stykke tid og jeg forsøger uden held at skabe lidt kontakt til manden i venteværelset. Han virker imidlertid ikke til at ville snakke, og han ignorerer os fuldstændig hvis han kan komme til det.

Sekretæren kommer hen til os igen med en seddel og en adresse, og selvom det mest af alt lugter langt væk af fælde, vælger Winston at tage derud selv og sende os andre af sted som forstærkninger. Da vi ankommer til adressen beder vi kusken vente på os i en tyve minutter. Han tager imod en god sum penge for det, selvom det nok ikke havde været nødvendigt.

Indenfor i huset ser vi imidlertid to mennesker der ligger bagbundne og kneblede på gulvet. Den ene er en ung knøs vi aldrig har set før, og den anden er en gammel mand. Det er tydeligt at den gamle mand ikke er Egeret, da Egeret på plakaten havde sort hår, buskede øjenbryn og overskæg. Vi får talt en smule med denne ældre herre og finder ud af at hans navn er Peter, Peter Gespenst og det er altså ham der er sendt ud for at tage sig af os. Den unge knægt er bare kurer og han er sendt for at aflevere et brev der skulle alarmere om vores ankomst. Vi lader ham selvfølgelig gå efter at der igen kommer penge på bordet.

Det er sjovt som nogle individer i denne loge kaster om sig med penge. Man skulle jo tro de groede på træerne, nej min fornuft siger mig at vi lige så godt kunne have skrevet under på vores egen dødsdom der, for hvis først det går op for knægten at der er penge i hemmeligheden, hvad stopper ham så fra at sælge den til Egeret eller Rókát?

Efter samtale med Gespenst, får vi altså adresser på de andre, og det går lidt for smertefrit. Peter Bales, Olivia og jeg selv bliver tilbage og passer på Peter Gespenst, mens Winston og O’Brien tager ned til Egeret først og så Rókát derefter. I huset finder jeg biblioteket og går her rundt og leder lidt efter bøger der muligvis kunne føre os tættere på dette mysterium om ånder. Men stilheden bringer mareridtet frem og de forbandede trommer spiller som ligger de bare og venter på en mulighed for at forstyrre mig. Jeg finder en bog om fabler, men intet andet af interesse og bestemmer mig for at forsøge at drive min koncentration andetsteds end mareridtet.

Efter flere timers venten hvor jeg ikke får snakket meget med de andre, kommer O’Brien tilbage for at hente Olivia så hun kan holde øje med Egeret som den åbenbart også har fanget. Han giver korte beskrivelser af heroiske kampe imod tredive folk, eller, det lød lidt sådan, og de to tager af sted uden megen spildtid, hvilket efterlader mig tilbage med Peter og Peter. Tilbage i huset beder jeg Peter holde øje med Gespenst mens jeg undersøger den øvre etage. Her finder jeg et underligt rum komplet med stearinlys og håndskrevne bøger på tysk. I midten af rummet står en behagelig stol og rundt om stolen er der lavet en cirkel af salt.

Salt, brugt til at rense og til at tilføre smag. Brugt til at konservere mad og til at bringe held hvis man kaster det over venstre skulder. Jeg mener bedstemor har nævnt noget om salt på et tidspunkt, hun havde i hvert fald meget af det, og det var det helt hvide salt, ikke opblandet i andet. Jeg mener også der er en gammel historie om en pige der bliver til salt? Det må jeg spørge præsten om senere, det er vist fra biblen?

Jeg får Peter Bales til at gå op ovenpå for at se rummet, og imens fortæller jeg ham at jeg går ned og laver mad, men jeg kan ikke holde det ud, ikke at vide hvad det er for noget, så jeg må ind til Gespenst og spørge ham når nu det kun er os to. Da jeg fjerner kluden fra hans mund er han stille lidt, og jeg forsøger at spørge ham på fransk om han forstår hvad jeg siger. Men i stedet begynder han en latinsk remse, og selvom min nysgerrighed forbyder mig det, må jeg putte kluden i munden på ham igen før han bliver færdig. Først er jeg sikker på at han ikke når at blive færdig, men da det pludselig bliver koldt i rummet og det føles som om det trækker, er jeg ikke helt sikker. Der står ikke noget vindue åbent i nærheden, og jeg bliver mere end lidt nervøs, da en bog forsøger at angribe mig. Jeg forsøger at få Peter Gespenst med, men en reol vælter ned for at knuse mig. Jeg får undveget bøgerne og reolen og løber op imod Peter Bales. Vi kan ikke komme ind på biblioteket igen, døren er låst eller bliver holdt på den anden side af en eller anden. Bales sætter fortrop op ovenpå og her springer vi ud af et vindue. Vi kommer udenfor og jeg forklarer Peter at vi nok har sluppet noget løs da han sparkede til saltcirklen.

Jeg har det ikke godt med at stikke ham den forklaring, han er trods alt min ven, men samtidig så er det min skyld, og jeg vil heller ikke miste de andres tillid til mig.

Vi forsøger at komme ind gennem fordøren da vi helst ser at Hr. Gespenst kommer med os, men han er væk, og noget koldt, usynligt kommer efter os. Vi flygter samme vej igen, selvom jeg er sikker på at høre stemmer komme inde fra ritualrummet.

Peter Bales og jeg selv dukker altså op på hotellet og må her fortælle de andre at Gespenst er sluppet væk, og uden at tale om ånderne, da Peter helst ikke vil i fedtefadet, og det samme med mig. De andre har fanget Egeret, men Rókát slap væk fra dem. Vi forhører Egeret men det eneste vi får ud af ham er navnet Baron Sturm. Wernsturm? Sturm? I hvert fald arbejder de får en Sturm som åbenbart er ham der står bag alting.

Det er denne dag gået op for mig at min evne til at lyve, og mit udseende er utroligt brugbart i forhold til mine logebrødre og det kan komme til nytte senere. Lige nu ville jeg bare ønske vi var hjemme i England, her kunne jeg finde midlerne til at forsvare mig mod den ånd vi muligvis har efter os, og derhjemme ville trommerne nok stoppe med at spille konstant.

View
10. spillegang: Forhør og mord...

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall

Alle folk har dæknavne. O'brian hedder Flannigan, Frk. Highlord hedder Frk. Huntington, Hr. Winston hedder Lord Wellington, Hr. Cornwall hedder Hr. Brown og Fader Anderson hedder Fader Orwell.

Jeg har ligget med influenza i nogle dage, men bliver vækket tidligt af de andre en morgen og er frisk. Der er nogen på sporet af os, og der gælder om at komme hurtigt væk.

De andre tager med en vogn til en lille togstation i udkanten af Wien sammen med den bortførte Hr. Egeret. Faderen og jeg bliver i byen, da Hr. Egeret ikke har set os, og vi skal skaffe æter og en stor kuffert, så vi lettere kan fragte ham rundt. Planen er at forsvinde ud til en lille landsby udenfor Wien og vente til tingene er kølet mens vi får snakket med Hr. Egeret.

Fader Anderson og jeg går på indkøb i Wien. Der er mange soldater og politifolk, men vi formår at klare skærerne. Fader Anderson går ud for at købe en kuffert, og jeg tager opgaven med at skaffe æter, og efter en time har vi skaffet tingene.

Vi mødes alle ved stationen i udkanten af Wien, og får pakket Hr. Egeret ned i kufferten efter han er blevet bedøvet med æter. Herefter går rejsen ud af Wien.

Vi stiger af i Kleine Bergdorf Stationsby, en ubetydelig flække et stykke op i bjergene, og tager til en kro lidt længere oppe i bjergene. Her lejer vi en hytte lidt for os selv og forklarer personalet, at jeg har en syg bror, som godt kan finde på at larme og tale i vildelse, og hvis det sker, skal de komme til os, så skal vi nok tage os af det.

Der er en kort diskussion omkring hvad vi gør og jeg får en beskrivelse af hvad der er sket de seneste dage, som følger herefter i hovedtræk:

De tog ned til Hr. Egerets kontor, og blev sendt ud til Hr. Gespenst i den tro, at han var Hr. Egeret – sandsynligvis fordi Hr. Egerets sekretær opdagede hvem vi var. De tog Hr. Gespenst til fange. En kurer så Hr. Winston hos Hr. Gespenst, men han fik tæsk, blev betalt for at holde kæft og sendt på porten… det var nok ham som alarmerede politiet. Hr. Bales, Frk. Thomsen og Frk. Highlord passede på Hr. Gespenst, men de andre tog ud for at fange nogen af de andre – Hr. Gespenst havde fortalt noget om hvor de andre var henne. De havde held til at bortføre Hr. Egeret fra hans kontor. Han havde åbenbart en del folk hypnotiseret til at angribe uden hensyn til egen sikkerhed… lidt på samme vis som Hr. Rokat havde gjort med dyr.

Frk. Thomson blev herefter sat til at holde øje med Hr. Egeret, så der kun var to til at holde øje med Hr. Gespenst. Forsøget på at bortføre Hr. Rokat fejlede, og han forsvandt fra hans hotel. Nogen hjalp Hr. Gespenst med at flygte i mellemtiden, det er tvivlsom at det er Hr. Rokat, så der kan være flere folk involveret. Så nu var der flere folk på fri fod der vidste noget om hvem vi var.

Frk. Highlord og O'brian havde tidligere mødt en mand der kan komme i kontakt med Hr. Gespenst, og som skylder os en tjeneste. Derudover kunne han ikke lide hr. Gespenst. Vi bliver enige om, at det er en dårlig ide at kontakte ham – det er for risikabelt at tage tilbage til Wien for det lige nu.

Vi forhører Hr. Egeret kort, for at finde ud af om han kan engelsk. Umiddelbart lader det til at være tilfældet, men vi bliver klogere senere. Han bliver vasket og fodret, og vi går til ro.

Næste morgen afhører vi Hr. Egeret, stille og roligt på tysk. Vi lader ham tro at han er i England, og at han snakker med folk fra militæret. Han fortæller at han har hypnotiseret folk mod deres vilje, at han har snakket om militære ting med Hr. Rokat. Vi afbryder forhøret før vi er færdige, da tonen bliver lidt for hård. Vi presser ham ved at nægte ham mad… ikke særlig pænt gjort, men nødvendigt og relativt uskadeligt.

Senere på aftenen fortsætter forhøret. Det viser sig, at Hr. Rokat og Hr. Egeret er involveret i et stort projekt med et "dommedagsvåben" for det tyske militær. Projektet går ud på at snigmyrde engelske politikere ved at uddanne folk til at hypnotisere tjenere og hunde, og så få dem til at dræbe deres herrer. Der var i alt uddannet en 50 tyske soldater baseret på manualer som de har skrevet og overdraget til dem, som skal bruge dem.

Nøglepersoner er, udover Hr. Rokat og Hr. Egeret, blandt andet:

  • Jakob Braun, Egerets personlige assistent givet ham fra Baron Sturm (nok lige så meget til at holde øje med ham).
  • Løjtnant Schröder, giftmorder, leder af Barons Sturms personlige giftmordere!
  • Baron Sturm, er officer i militæret og leder af specialkorps, f.eks. giftmordere og gaskrig.
  • Hr. Gespenst, kan efter sigende fremmane spøgelser, så man kan snakke med de døde politikere… virker utroværdigt.
  • Hr. Bergmann, Baron Sturm snakker med ham engang i mellem, men hvad hans rolle i projektet er, er endnu ukendt.

Baron Sturm har beordret, at vi skal slås ihjel, åbenbart efter snak med Bergmann. Baron Sturm kender åbenbart til at der er nogle børn i England, der har deltaget i et ritual og det er åbenbart vigtigt for ham, at de bliver slået ihjel.

Baron Sturm er på vej til Wien og vil være der indenfor et par dage.

Derefter beslutter Winston at slå ham ihjel, og Frk. Highlord og O'brian at hjælpe ham… så de dræbte ham. Det kunne jeg ikke være med til, så jeg gik sammen med Faderen, Frk. Thomson og Hr. Bales.

Planen er nu, at vi skal til Wien og finde vores kontakt til at komme ud af landet.

Jeg er dog kommet i tvivl om hvorvidt det er det rigtige – der er så mange andre ting vi kan gøre. Vi kan forsøge at rejse hjem udenom denne kontakt, da han kan være kompromitteret. Vi kan også tage til tyskland og se, om vi kan få noget ud af at snuse rundt omkring Baron Sturms bolig eller bare opsnuse oplysninger om ham generelt. Vi kan også tage til Wien og forsøge at se om vi kan få fat i ham – eller nogen af de andre – der.

Umiddelbart synes jeg det er for tidligt at forlade landet. De er ikke umiddelbart på sporet af os, hvad kan vi være bange for?

View
11. spillegang: Flugten hjem...

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall

Bliver vækket tidligt. Moralske tømmermænd. Skulle jeg have ladet være med at afhøre ham – havde han så levet? Eller var han død alligevel, og det var udenfor min rækkevidde at gøre noget?

Vi diskuterer forskellige planer for at komme ud af Østrig-Ungarn. Vi ender med at blive enige om, at det sikreste er at tage toget til en forstad til Wien og finde ud af, om vores kontakt stadig kan hjælpe os.

Vi køber billetter og venter på toget mod Wien, men bliver genkendt på en efterlysningsplakat, og politiet tilbageholder os. Vi bliver klar over hvorfor vi er blevet tilbageholdt, og vi ender med at blive nødt til at kæmpe os ud, og to politifolk lader livet. Vi stikker af på hestevogn ud af byen i retning mod Wien.

Vi overfalder en bondemand og "bytter hestevogn". Vi overnatter udenfor i skoven, og det er udramatisk. Vi overnatter, og næste nat formår vi at stjæle en bil, og vi ankommer til Wien, hvor vi får fat i vores kontakt og kommer ombord på et tog der kører til Frankrig, skjult i transportvognene.

Vi passerer over grænsen til Schweiz og derfra til Frankrig uden problemer. I Frankrig skifter vi til et normalt tog, og rejser problemfrit med det til strædet, og derfra med færge til England og slutteligt til Manchester, hvor vi tager til debriefing.

Vi fortæller kaptajnen hvad vi ved, og han tvivler på "dommedagsvåbnets" virker – eller også vil det virkelige være et dommedagsvåben fordi man uddanner folk, der kan hypnotisere andre mennesker.

Kaptajnen beslutter sig for at gøre noget for at få dyr slået ihjel således at de ikke truer politikerne.

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.