Vaesner

22. spillegang: Askezombien

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall.

Vi diskuterer frem og tilbage med den hund der overfald O’Brien, og om der var noget ekstravidenskabeligt over den. Jeg tror ikke det er tilfældet, men lige nu gælder det om at berolige O’Brien så han tør gå på gaden igen.

Den gamle og lidt nedslidte bygning rummer nogle studerende der kun er der om onsdagen. Vi lægger en plan der går ud på at forsøge at rekvirere et kort gennem Rebecca Hennigan over den nye bygning inden vi går ind. Hensigten er at forsøge at se om hun er ude på at angive os igen. Derfor siger vi, når vi har fået kortet, at vi er nødt til at udsætte vores plan om at gå ind fordi det er for kompliceret og derfor tager den gamle bygning først. Men samme nat tager vi i stedet den nye bygning og sætter Winstons tjener til at holde øje med den gamle bygning og ser om hun har pudset militæret på den.

Vi lægger en plan for hvordan vi kommer ind i den nye bygning. Den går på at bedøve vagten med Æter så vi kan arbejde derfra.

Heraf slog’anet – “Æter – Den Sikre Løsning”.

Vi bryder ind i den gamle bygning men finder intet.

Næste nat kaster vi os ud i vores plan. Vi får overmandet vagten og får ham bedøvet mens Faderen holder øje med den gamle bygning. Vi begynder at undersøge stedet. I det første laboratorie vi kommer til at der et væsen af en art. Jeg fortrækker kortvarigt og lader de to andre om at tage sig af problemet. De får den slået ihjel, og vi får undersøgt den. Det lader til at være Prof. Albert Taylor som er død og midlertidigt animeret ved brug af kemi og strøm.

I hans tegnebog finder vi en seddel med et navn “Carter Robinson” og “Ildkongens Tjenere”. Fra vagten finder vi ud af, at der er nogle velklædte folk med stok med messinghoved. Det tyder på at de har slået ham ihjel og stjålet linsen. Vi anmelder det til politiet så de kan finde hans lig og håndtere det af den rigtige vej.

Næste dag tager vi ud til Enkefru Taylor og fortæller hende, at vi antager at hendes mand er død. Vi får det gjort inden politiet, så hun ved, at vi har gjort noget.

View
21. Spillegang: Linser og Svindel

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall.

Diskussion af sabotage af Våben. O’Brien vil ikke nævne navne, men peger løst fingre i retning af jeg og Sir Winston. Vi diskuterede også sabotage af udstyr og opgaver, og jeg brugte muligheden til at rette en skjult anklage mod Frk. Highlord og hendes forstyrrende elementer af mit forsøg med Philip Wernsturm. Vi diskutere talerækkefølge, og fik forklaret de andre hvorfor det er vigtigt at holde talerækkefølgen. Næste emne var diskussion af aflåsningen af Philip Wernsturms celle. Det endte med at jeg fik ansvaret for at fodre ham. Oh well, sådan skal det vel være. En bid brød i ny og næ burde vel gøre det, det kan en irer jo klare sig med. Der blev diskuteret ansvar. Faderen fik ansvaret for biblioteket, jeg fik ansvaret for fængslet. Der var en længere diskussion omkring rengøring af fængslet. Jeg gør intet ud af gøre rent har jeg besluttet. Dobbeltgængeren bliver mit ansvar, som ønsket. Frk. Highlord fortalte hun havde fået stjålet nogle ting, og hun gerne ville have dem tilbage. Jeg støttede hende så stærkt som jeg kunne – jeg har agiteret hende lidt for meget, og det er ikke nyttigt at gøre mig så uvenner med hende. Mødet slutter med en anelse anstemt stemning, og et nyt møde bliver sat til om en uge.

Vi diskuterer hvordan vi skal gribe sagen med Prof. Albert Taylor an, men bliver enige om at udsætte det til i morgen.

Jeg arbejder videre med Dobbeltgængeren og hans undervandsbåd indtil næste dag.

Vi mødes omkring middag. Vi blive enige om at tage ud til Coleman i morgen under dække af, at vi vil købe en masse. Jeg bruger mere tid på at undersøge de mekaniske genstande.

Vi lægger en plan om at mødes med Hr. Coleman og forsøge at snyde oplysninger ud af ham med Sir Winston som udgiver sig Sir Wellington og Frk. Highlord som sekretær og undertegnede som Sir Wellingtons fætter. Vi får booket et møde til dagen efter igen, tirsdag.

O’Brien forsøger at skygge Coleman for at se om han kan finde nogle interessante oplysninger. Coleman snakkede noget om, at en konkurrent fik stjålet noget fra dem.

Vi mødes med dem tirsdag. Vi får bekræftet at der er nogen der har stjålet fremkaldevæske fra ham og han antyder, at det er Taylors firma. Det lader ikke til at han er den, som står bag bortførslen af Prof. Albert Taylor. Vi får fat i en smule fremkaldevæske. Han fortæller dog, at der er nogle der har forsøgt at sælge noget nyt fremkaldevæske og lokker ham ud til Queens park. Det skal vi undersøge nærmere.

Der ligger to laboratorier nær Queens park. Det er nok de steder vi skal undersøge. Vi beslutter at O’Brien skal overvåge det meste mistænkelige laboratorie et par dage.

Jeg får undersøgt væsken. Det stemmer overens med en af de væsker der var i Prof. Albert Taylors laboratorie. De har nok stjålet den fra ham.

O’Brien finder ikke nærmere ud af hvilket af laboratorierne der er mest skummelt. Han må overvåge dem begge lidt grundigere inden vi ved hvor vi skal lede. Han kom også op og slås med en hund, som han påstod var dresseret (hypnotiseret). Han havde forinden orienteret Rebecca Hennigan om at han ville være i området. Måske er det en måde at dække over hans inkompetence, måske er hun rent faktisk mere skummel end det lige tyder på. Jeg tror vi snart skal gribe til mere handling.

View
20. spillegang: Jagten på Alkymifotografen

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall.

Vi har møde. Frk. Highlord er kommet tilbage, endelig kan jeg få snakket sagen omkring tiggeren igennem med hende. Det bliver udsat til mødet på Lørdag, godt. Vi snakker om planen for at finde dem der har gjort noget ved Prof. Albert Taylor. Vi beslutter os for at undersøge to spor, seglet og se om der er nogen, der har et kamera som det der stod på Hall laboratoriet.

Poul Clark kan fortælle os, at der er 5 biografer hvor linsen passer på, 2 hos Coleman og en hos dem selv. En af biograferne viser lidt lødige film. Derudover en flok laboratorier der kunne være interessante.

Vi diskutere mulighederne for at finde ud af hvorfor politiet kom efter os. Vi bliver enige om endnu et indbrud hos Frk. Taylor med os andre liggende i skjul og afventende. Vi fortæller intet til Frk. Hennigan som vi mistænker for at være kilden til problemet.

Sir Winston har fastslået, at seglet måske har relation til en ridder fra korstogene. Det bliver undersøgt om der er en nærmere forbindelse til et hemmeligt selskab fra ham. Derudover er der kun to steder hvor de sælger den lak de har brugt, vi kan undersøge de to steder nærmere.

Vi beslutter os for at spise noget sammen, Hr. O’brian, Hr. Holmes, Sir Winston, Frk. Hennigan og jeg selv. Det var en meget hyggelig diskussionen selskabet til trods.

Næste dag forsøger vi at finde ud af noget med det her lak og segl. Jeg er med noget af vejen, men uden den store succes, og jeg beslutter at tage hjem og vente på at de andre får held til noget. Jeg finder ud af, at jeg kan pacificere en del af Dobbeltgængeren med magneter. Det kan jeg bruge i mine undersøgelser.

Dagen efter, lørdag, er der møde. Vi diskuterer en række emner. Den første er hvorvidt vi skal bruge trolddom og lignende som vores fjender. Det blev besluttet at det gør vi ikke. Det andet er hvorvidt vi rydder op efter os, når vi laver noget beskidt, f.eks. når folk er blevet slået ihjel med reference til det mord som O’Brian foretog på en tigger. Der bliver enighed om, at den slags skal man rydde op efter. Det tredje var en kort orientering om Prof. Albert Taylor-sagen. Ingen spørgsmål. Det fjerde var muligheden for vagter, som blev diskuteret. Efter en kort diskussionen blev det besluttet, at vi ikke skulle hyre vagter. Det femte var skalkeskjul. Vi diskuterede det igennem og blev enige om at ikke gøre mere ud af dyr, men skaffe nogle kasser og lignende til lageret. Det sjette var sprogbrug. Jeg argumenterede for, at vi vælger at bruge begreberne “Ekstravidenskabelig” frem for “Overnaturlig” og lignende. Formålet er at sikre, at vi ikke låser os i opfattelsen af, at tingene er overnaturlige. En lang diskussion ender med, at jeg må acceptere, at de andre ikke er indstillet på dette.

View
19. Spillegang: Alkymifotografen...

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall.

Jeg undersøger de væsker jeg har taget. Der lader ikke til at være noget mistænkeligt.

Låner nogle magneter fra universitetet til at lave undersøgelser på Dobbeltgængeren.

Vi tager ud til Poul Clark for at finde ud af hvad hans rolle i det her er. Han siger, at Hall har opfundet preparatet, men ved en tidligere samtale var det klart, at han ikke vidste så meget om det – måske var det ved et tilfælde at han fandt ud afdet? Det lader ikke til at være Poul der har skrevet noten til Prof. Albert Taylor. Han siger at de har været rundt at kigge på andre laboratorier, men ikke andre virksomheder. Der er dog en anden virksomhed som arbejder med det samme – Colemans. Det sidste stykke tid har Prof. Albert Taylor ikke arbejdet med fremkaldelsesvæsken fra Hall. Derimod har han arbejdet med en ny væske og en ny linse. Han brugte også levende ild (stearinlys) men den nye væske var ikke nær så brandfarlig, så det var åbenbart ikke et problem. Han forsøgte også at blive medlem af et eller andet forskningsselskab og der lader til at være en sammenhæng mellem dette og den nye tilgang.

O’Brian lukker hundene ud… så er vi fri for at høre for dem. De larmer alt for meget med Wernsturm i cellen.

Jeg snakker med Far om Coleman. De laver kameraer og er ret store på markedet. Meget større en Gregory Halls firma.

Jeg forsøger at finde ud af hvilke hemmelige selskaber jeg kan finde på universitetet. De eneste jeg støder på er nogen ved navn “Frimurerne”. Dem vil jeg langsomt arbejde mig lidt tættere på, måske er det dem Prof. Albert Taylor har haft noget at gøre med?

O’Brian tager afsted for at bryde ind hos Taylor. O’Brian kommer tilbage med dokumenter og et skrin fuld af juveler og smykker. Det havde været en dramatisk omgang hvor politiet fik omringet ham i huset og han slap kun ud ved at “skyde” op i luften og dermed skræmme politiet væk. Vi gemmer juvelerne i trofærummet og afleverer skøder og værdipapirer med en budbringer tilbage til palæet – de skal ikke mangle skødet på deres hus. Der er flere breve fra den samme person – tre ialt. Der er samme segl på alle breve, en flamme. Vi må forhøre os hos nogle lokale skrivere og se, om vi kan få identificeret seglet.

Vi undrer os lidt over hvor politiet kan komme fra. Mistanken falder umiddelbart på Hennigan som virkede lidt underlig. Men det kunne også være en anden der har talt over sig – eller Fru Taylor der fattede mistanke til vores spørgsmål…?

Næste dag hører vi om det bevæbnede røveri og Borgmesteren har anmodet om at politiet skal have lov til at bære revolvere til hverdag. Desuden klager han over det voksende problem med herreløse hunde…

View
18. Spillegang: Mystisk forsvinden...

 

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall.

 

Da jeg rydder op, finder jeg en død tigger i en af vores celler. Han lader til at være skudt. Jeg pakker ham ned i en pose og smider ham over i en anden celle. Jeg skal finde ud af hvem det er der har skudt nogen uden at fortælle det til os andre! Hr. Winston påstår at det ikke er ham, der har skudt tiggeren.

 

De andre kommer tilbage fra London. Inden de tog af sted forsøgte Frk. Highlord angiveligt at lave et ritual med katteblod (og hendes eget blod! Hvad har hun gang i?) og de slog undervejs en tigger ihjel. Hvad er det for noget okkult pjat? Har de måske brugt tiggerens blod? Menneskeofring? Det skal der holdes øje med… Jeg synes Frk. Highlord tager sig nogle friheder.

 

Bagefter tog O'Brian, Faderen og Frk. Highlord til London. Frk. Highlord havde lavet en aftale med Hr. Gespenst og forsøgte at bruge den (angiveligt) til at lokke Hr. Gespenst i en fælde, men overraskende nok virkede det ikke. Hvis hun nu havde ladet være med at være så ubehøvlet kunne jeg have hjulpet med at lave en bedre plan. Suk, nogle gange tror jeg mit intellekt bliver spildt med de her mennesker. I London overværede de Hr. Gespenst begå selvmord mens han forsøgte at åbne en portal til stedet med trommerne – ligesom dengang for mange år siden… 

 

Selvmord…? Det virker utroværdigt. Jeg tror der er noget de ikke fortæller. Måske tør de ikke indrømme de har myrdet ham? Eller måske er det mere af det der okkulte pjat? Eller måske var han blevet vanvittig af at lege med disse okkulte ting? Måske er det den sidste lektie der skal tages af det her…

 

Under alle omstændigheder får de et par bøger med derfra. Dem skal vi kigge nærmere på ved senere lejlighed.

 

Frk. Highlord gik helt amok efter det og restituerer nu ved sin bedstemoders gamle hus udenfor Manchester. Ikke overraskende at hun ikke kunne klare presset. Måske er hun til at tale fornuft med når hun kommer tilbage.

 

Rebecca Hennigan, Peter Bales og Olivia Thompson dukker op i hovedkvarteret. Vi snakker lidt frem og tilbage om hvad vi skal gøre nu. Olivia vil gerne forsøge noget af det fjollede åndemaneri i den bog de har taget fra Hr. Gespenst, mens jeg dedikerer min tid til at undersøge undervandsbåden, særligt med henblik på at bestemme hvor den kommer fra.

 

Det lader til at hundene er bange for Philip Wernsturm. Jeg spærrer en lille hund inde i cellen med Philip Wernsturm og ser hvad der sker. Men ellers en interessant opdagelse.

 

Jeg opdager i avisen, at Prof. Albert Taylor lader til at være forsvundet. Jeg får overtalt nogle af de andre til at tage med ud og undersøge hvad der er sket – måske er det relevant.

 

Vi tager ud til Konen og snakker med hende. Det viser sig, at han har samarbejdet med Gregory Hall – en anden professor – til sent om aftenen på det seneste. Han har sagt det var vigtigt. Han plejer at få nogle breve – hun har det seneste. I brevet står der "Mødes klokken 7 i aften, det aftalte sted". Han forsvandt natten til søndag. Det lader til at der ikke er nogen hjemme onsdag, så der kan vi måske sende O'brian ind og finde ekstra oplysninger.

 

Næste dag mødes vi med Gregory Hall. De havde været lidt uvenner sidst de snakkede sammen. Gregory Hall er ren snakke-mand (ved meget lidt omkring produktet som sådan – en fremkaldelsesvædske), Gregory forsker sammen med en assistent Poul Clark, og de har et laboratorium ude i byen. Vi finder ud af at Poul Clark er hjemme, så vi tager ud til laboratoriet.

 

Vi bryder ind i laboratoriet. Vi leder efter eventuelle spor. Det lader til at der skete noget for halvanden uge siden – måske var det et gennembrud i forskningen som de holdt hemmeligt? Måske er det kilden til at han forsvandt?

 

O'Brian stjal et kamera derfra. Det skal han ikke slippe afsted med…

 

View
Mordet på Peter Gespenst 17. Spillegang

Fredag d. 9 Juli 1914 (Fortsat)

Aftensmaden hos Hr. Wernstürm går stille for sig, men er i sig selv rolig nok. Efter aftensmaden venter jeg et godt stykke tid, og da jeg endelig kan høre at de andre har forladt bygningen eller er gået i seng, så griber jeg den stakkels nye kat, og tager den med ud i køkkenet. Her tvinger jeg noget æter i den sammen med lidt mælk, nok til at den dør af det. Stakkels dyr, men det er vigtigt, jeg vil ikke besættes igen.

Jeg får fat i O’brien per telefon og får ham overtalt til at komme for at hjælpe mig, her midt nat. Dog tager det ham et godt stykke tid at komme herned, og jeg gør mig klar inde i lagerrummet imens, ved at forme en saltcirkel og tænde stearinlys.

Der stod godt nok ikke noget om stearin, men samtidig så kan man jo aldrig være for forsigtig og bedstemor har lært mig at alting virker bedre med stearinlys.

O’brien kommer endelig ned til lagerbygningen og fortæller en historie om en skummel gut, det er nok bare hans fantasi, men man ved jo aldrig. Jeg får ham overbevist om at trædde ind i cirklen og derefter beskytter jeg os med den latinske incanto og åbner derefter for blodet af den døde kat som jeg har med mig i en flaske. Dette blod bruges til at lave en cirkel foran os, og derefter forsøges frembringelsen af Frank Littleman. Jeg vil ikke længere forfølges, og det her virker som den bedste måde at slippe af med ham på. Imidlertid banker det på døren, en monotom banken. Men jeg kan høre det i det fjerne, trommerne der banker, det forfærdelige mareridt der vender tilbage. Det er skrækkeligt, og kilden til det må være Gespenst og hans magier. Jeg må stoppe det, jeg må skaffe os af med dette spøgelse fra fortiden!

O’Brien bliver inde i cirklen, beskyttet, men giver mig hans amulet. Jeg går hen imod døren mens han har sin pistol peget mod mig eller hvem end der kan komme ind. Jeg er ikke sikker på om han vil skyde mig i ryggen, han virker frygtsom, paranoid, forskræmt. I hvertfald får jeg åbnet døren, og ind springer en udsultet mand med kniv. Han stikker våbnet i min hofte før jeg kan nå at reagere, og smerten er voldsom, men jeg har oplevet at blive stukket ned før. Jeg bakker tilbage, forsøger at komme væk, og samtidig forsøger jeg at orientere mig, men trommerne i baghovedet bliver ved med at gøre det svært for mig at fokusere. Han stikker mig igen, men O’brien for ramt ham med et skud. Han vender sig nu mod O’Brien og efterlader mig. Jeg springer op på ryggen af ham, forsøger at få kniven fra ham, men den ender i min arm. Vi tumler rundt, det hele er kaos. Men pludselig stopper det. Bales kommer løbende fra værelserne for at se hvad der sker. O’Brien skyder ham i maven, manden falder om. Vi tumler ud af saltcirklen lige i det ånden forlader kroppen. Men den er nu fanget, den kan ikke komme ud. Vi har den. Bales nægter at være en del af det, og han forlader rummet hurtigt Jeg forsøger at fange hans opmærksomhed, men vi må give fortabt og O’Brien sprinter ned for at hente præsten.

Imens begynder Frank Littlemans ånd at løfte ting for at ødelægge cirklerne vi har fået lavet omkring ham med salt. Jeg forsøger desperat at holde ham væk fra det, men hans kræfter er store. Til sidst må jeg åbne døren ud til og få fat i en kat. Til min overraskelse stormer det ind med dyr, og de begynder at trampe i saltet. Hvad skal jeg gøre bortset fra at stoppe dem? Jeg er nødt til det, og jeg får dem dræbt. Syv døde katte ligger nu i rummet, og Frank forsøger stadig at skaffe sig af med cirklerne. Jeg skærer kattene op, laver flere tegn i deres blod, ofrer flere katte i forsøg på at få hans opmærksomhed. Han er ligeglad, det er ikke nok, ikke nok ofre. Jeg er i panik nu, alt omkring mig ændrer sig, men jeg forsøger ikke at lade mig påvirke. Trommerne, jeg kan høre trommerne? Han skal væk, han er en trudsel og han skal væk! Jeg stikker kniven i min egen arm, skærer et dybt sår og bruger mit eget blod til at tegne et symbol på gulvet. Nu har jeg hans opmærksomhed, nu vender han sig imod mig. Vi stirrer på hinanden, jeg vil ikke knække, jeg nægter at knække. Til sidst giver han op og falder ned på knæ. Jeg rejser mig rank, selv såret og blodig nægter jeg at virke svag, ikke før han er væk. Jeg beordrer ham til det hinsides, til hvor end den hører hjemme. Den forsvinder, og i det ånden forsvinder går døren op og Præsten kommer ind.

Jeg forsøger at forklarer mig men han vil ikke lytte. Jeg har forbundet mit sår, renset det i sprit og gjort hvad jeg kan, men alligevel vil han se på det. Som om jeg ikke har forstand nok på det!

De låser mig inde igen, jeg er ved at være vendt til at være låst inde. Men i det mindste må jeg blive på mit værelse denne gang. Jeg falder hurtigt i søvn men forsøger først at gemme mine ting, hvis nu de skulle rode det igennem senere.

Lørdag d. 10 Juli 1914

Min fødselsdag

Jeg får lov til at komme ud og få noget morgenmad. Jeg er ikke meget for det, trommerne har plaget mig i min søvn, det er ikke væk, jeg må gå til kilden. Vi mødes i køkkenet og de andre diskuterer. Jeg forlader dem og smutter ned til Phillip for at give ham hans avis. Han virker ikke snaksaglig, og selvom jeg forsøger at overtale ham til noget, så virker han som om han er ved at tage afstand til mig. Forståeligt men trist, jeg kunne virkeligt godt lide ham som ven. De andre finder mig hurtigt og jeg bliver sat til at gøre rent inde i lagerhallen, forståeligt nok da det jo er mit grisseri. Senere kommer Bales desuden og afleverer nogle af mine bøger tilbage, han har haft lånt dem, blandt andet min bedstemors gamle bøger, men heldigvis er de franske og uforståelige, så dem har de ikke taget fra mig.

Det går fint med at gøre rent, men de vil ikke lytte til mig med hensyn til liget. De vil begrave det, ikke brænde det, selvom jeg forsøger mig med mange argumenter. Sandheden er den at ilden er renselse, og jeg vil helst ikke hjemsøges af endnu en gut. vi tager ud til Home og begraver manden her, mens jeg laver mad med Oliver. Vi taler lidt forretning, mest fordi jeg ikke vil være alene med trommerne, stilheden er uudholdelig.

Søndag d. 11 Juli 1914

Jeg har fået overtalt de andre til at tage til London med mig og aflevere brevet til Gespenst. Jeg har skrevet et brev som jeg har tænkt mig at aflevere, heldigvis har de andre ikke spurgt om hvad der står. Det kan kun komme til min fordel.

Peter Gespenst

Dit forsøg på at lade en ånd besætte mig var ynkeligt, og jeg er ved at være træt af dine små forsøg. Derfor har jeg et tilbud til dig som jeg er sikker på at vi begge kan få noget ud af. Du vil have information om militæret, og jeg vil lære mere om dit fag. Militæret for mig er ligegyldigt, men jeg besider den viden du ønsker, du besider en viden som jeg har interesse i, og jeg er også sikker på at du savner en i dit liv som forstår dig og som du kan oplærer til at tjene den sande Herre. Jeg foreslår derfor en byttehandel. Hvis det har nogen interesse kan du afleverer dit svar på The Quayes ved avisdrengen, han ved hvad han skal gøre derfra.

H

Vi ankommer til London og finder hurtigt Claymanstreet 14 og 15. Her skal vi afleverer brevet og jeg beder de andre blive gemt mens jeg går ind. Hvis Gespenst er der vil jeg gerne tale med ham, og hvis vi kun er en kan det være at vi ikke ryger i et baghold, da han jo tror at hans tjener skal komme med informationer.

Det er et faldefærdigt hotel ser det ud til, og fordøren er låst, men der er en sidedør jeg kan komme ind af. Her er smadrede dele af en væg, en dør ligger smidt og der er et toilet. Jeg forsøger at tage i dørene, men de er alle låst bortset fra den ud til køkkenet og den ud til toilettet. Desværre har køkkenet ikke været brugt længe, og det samme med toilettet virker det til. Jeg forsøger lidt at tage i alle dørene, men intet sker, og til sidst giver jeg op, der kan jo ikke ske noget vel? og råber på Gespenst. Det næste der sker er frygteligt, et gigantisk monster kommer ud gennem en af dørene, og jeg mister besindelsen, og forsøger panisk og manisk at kæmpe imod den og alt andet omkring mig. O’Brien stormer ind af døren da han mener at han har ventet længe nok, og jeg bliver mere klar i hovedet nu vi er to til at bekæmpe det. Vi søger ud mod toilettet men er nu fanget i en fælde, det eneste der er at gøre er at komme igennem den tynde trævæg bag os. O’Brien giver mig en kniv men jeg beder ham om at skære et hul i sig selv i stedet så jeg kan forsøge mig med at bortmane dem. Overraskende nok er han nem at overtale, og blot minutter efter har jeg tegnet en cirkel. Men ånden har fået selskab af en kvinde, nok hans kone, der også gerne vil efter os. Fader Anderson stormer ind af døren nu, og ved brug af sin tro og sit kors for han tvunget kvinden ind bag døren igen.

Imponerende må jeg sige, men højest sansynligt begynderheld, og vi ved jo godt at hun kommer tilbage om lidt.

Han for kæmpet sig vej til os, men ånderne er begyndt at kaste med ting og jeg forsøger febrilsk men uden held at bortmane dem, jeg kender hverken navn eller hvem de er, og det gør det ikke ligefrem nemmere for mig. Præsten og Thomas for smadret væggen bag os, og nu begynder en hæsblæsende jagt gennem bygningen. vi bliver ført ud i Foyen, hvor O’Brien kommer igennem et vindue ud til gaden, jeg tilgengæld skal lige undersøge en dør til siden, og forsøger at komme derhen uden for meget opmærksomhed fra Åndernes side. Her finder jeg en dagbog og en stor bog, jeg tager begge og smutter op ovenpå af nogle trapper. O’Brien har imidlertid bestemt sig for at følge efter mig, og Præsten er også på vej op af trapperne.

Her kommer vi til et soveværelse og et skab med en masse tøj i. Vi løber ind i skabet James Anderson og jeg, og vi har nu mistet O’Brien af syne. Jeg forsøger at overtale James til min metode, men han vil ikke lytte og forsøger at smadre sig vej gennem væggen istedet. Jeg ved jeg kan gøre det, jeg kender dem nu, jeg har en dagbog, jeg kan godt vinde. Men jeg må opgive og hjælper ham istedet med at smadre vejen ind.

Vi ender ude i en lille gang og her kan vi høre en stemme messe. En stemme jeg kender alt for godt. Inde i et rum står Gespenst ved et skrivebord, han har en cirkel omkring sig og han messer. I det James trækker en pistol, begynder han at trække sig op imod et tegn i hjørnet. Ved siden af ham står en dør oppe mod væggen, og der er lys bag døren, der kommer lyde derinde fra! James Kaster sig over ham, men Gespenst for dryppet lidt af sit eget blod ned i tegnet. Imens er jeg henne ved skrivebordet for at se om der ligger nogle papirer, noget der kan stoppe hvad end Gespenst har gang i. Han bliver ved med at messe, og James ligger ovenpå ham. Til sidst bliver han stille, og døren åbner, jeg kan høre trommerne, jeg vil ikke se, jeg vil ikke se hvad der er. Der er ingen smag af sand i min mund, eller lugt af varme og ørken, det er alt sammen indbildning. Jeg kan høre trommerne, de forfærdelige trommer. Hele tiden banker de, hele tiden. Døren lukker i, alt lyd er væk, vi er fri. Gespenst er død.

(Jeg hader foresten den måde som det er system HTML koder på, og det kan åbenlyst heller ikke lide mig!)

View
16. spillegang: Det Mekaniske Vidunder

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall.

Winston og jeg får afvist historien om at det var en ånd i cellen overfor vidnerne, og får i stedet givet en videnskabelig forklaring. Jeg må arbejde lidt mere på at undersøge hvordan tingene virkelig hænger sammen. Sir Winston og jeg er usikre på om ånden har overtaget en anden, så vi frigiver kun O'brian efter vi har fjernet krudtet fra hans kugler i patronen og skiftet det ud med salt. Han opdagede ingenting… indtil videre.

Vi tager på sygehuset og hører lidt om kampen mod Dobbeltgængeren. Olivia har det bedre. Vi snakker lidt om Dobbeltgængeren. Fartøjet er sikret ved en lille overdækket kaj ejet af Borgmester Hennigan. Vi skal se på det i morgen.

Næste dag undersøger vi  fartøjet. Det er en undervandsbåd som er kuglerund med ca. 5 m. i diameter og vejende omkring 16 tons. Den er i jern, men om den er støbt eller smedet er svært at se. Den er sandsynligvis støbt siden man ikke kan se samlingerne noget sted. Der er to skruer, en i hver side. Selvom det virker lidt fjollet så lader det til at styringen foregår i en form symbiose med Dobbeltgængeren – når begge er mekaniske giver det jo god mening.  Bunden er fyldt med apparatur, men det er ikke til at se om den er dampdrevet eller dieseldrevet. Det skal undersøges nærmere, men hvis det skal gøres under ordentlige forhold skal vi have den på tørt land.

Vi har en plan om at bygge en holder og få den på land og ind i vores lagerbygning. Vi skal have fat i en smed og en kran og vi deler opgaven mellem os – jeg skaffer en smed og så må vi se om Rebecca Hennigan kan skaffe os tilladelse til og mulighed for at låne nogle kraner til at gøre det om natten. Jo færre vidner jo bedre.

Vi kommer til logemøde. Vi får en snak med Frk. Highlord – hun virker sur, men ikke besat. Hun påstår hun var besat, og at ånden kom ud ved bedøvelse. Måske er bedøvelse et redskab der kan bruges ved en anden lejlighed til forsvar mod Ånder. Jeg tror jeg vil til at hav een flaske æter på mig ved alle lejligheder.

Rebecca Hennigan virker fjern til mødet. Jeg forsøger at teste hende et par gange, og hun følger ikke med til mødet. Der er noget galt. Det skal undersøges.

Sir Winston fortæller, at Kaptajn Wilkes har fortalt at Afdeling 12 har været angrebet. Frk. Highlord mener at have fundet ud af, af "okkulte veje" at Hr. Gespenst er i England. Frk. Highlord mener at de kan finde ham.

Vi diskuterer lidt frem og tilbage, men Frk. Highlord fornærmer mig ganske groft og bevidst mens jeg forsøger at forklare hvorfor hendes planer til at fange Hr. Gespenst er ganske forfærdelige. Hendes planer var jo totalt håbløse og usammenhængende og jeg gjorde det jo kun for at hjælpe hende! Hvis hun ikke vil lytte til min hjælp, så kan hun blive fri – så kan vi se hvordan det går når det er kvinderne der skal bestemme!

Inden jeg går sørger jeg for at gøre O'brian klart, at der er noget galt med Frk. Hennigan. Jeg må ringe til hende i morgen og se om alt er i orden, og jeg skal også have fat i O'Brian og finde ud af om han rent faktisk fulgte op på det. Jeg tvivler.

View
Mysteriet om Ånden - 16. Spillegang

Fredag d. 9 Juli 1914

Jeg vågner om morgenen på hospitalet og har overhovedet ikke lyst til at bruge et sekund mere i min seng. Jeg har hovedpine, kvalme og min krop er ør og gennembanket. Jeg vil bare væk, og jeg tager hurtigt ned til havnen for at komme ind på hovedkvarteret. Der er godt nok møde om eftermiddagen men alt hvad jeg vil lige nu er at ligge mig i min egen seng og slappe af. På vejen hjem ser jeg nogle katte der krydser vejen, to styks, og det minder mig om at min egen Mr. Whiskers stadig er derude et sted. Han løb væk under alt postyret, postyret som jeg helst vil glemme. Jeg burde nok finde ham. Da jeg kommer ind af døren til hovedkvarteret, kommer jeg imidlertid i tanke om avisen til Wernstürm, den vil han nok gerne have, så jeg går ned til ham med den, og taler lidt med ham omkring hvad der skete, det er vigtigt at sikre sig at vi stadig er på forholdsvis god fod.

Desværre har jeg nok givet ham håb om at kunne komme ud, men jeg tror jeg har en ide til at få ham til at falde til ro igen.

Jeg går ud i køkkenet for at lave en kop te, bare slappe af lidt inden jeg skal ud og lede efter katten. Thomas kommer derind, han har trukket våben og virker uroligt, jeg håber ikke at jeg har skræmt ham fra vid og sans, jeg skal bruge ham senere. Der bliver banket på døren, meget monotomt, og vi går begge op og ser på det. Thomas gemmer sig imidlertid bag døren idet han åbner den og der står jeg så fuldstændigt ubeskyttet, heldigvis er der ikke noget til at angribe mig, dog sker der intet, og vi ramler ind i Winston og Cornwall der begge endnu en gang vel har været ude og føjte. Vi holder mødet, og Thomas brokker sig gevaldigt over lyset i cellerne, hvad er der dog med ham? Frøken Hennigan bliver spurgt om en del ting men virker lidt fraværende, hun reagerer heller ikke på sit navn. Hmm, det virker en smule suspekt. Vi diskuterer noget med en sejlende kugle, jeg er ikke helt med på det, men det bliver enige om at bruge en kran der kan transportere dingenoten.

Slutteligt bringer jeg det med ånden op, og jeg ved godt at jeg er nødt til at indrømme hvorfor den kom her, på det tidspunkt vil de jo finde ud af at jeg har taget de bøger. Det smarteste virker til at fortælle dem at jeg har dem og godt vil give dem væk men at spøgelset ikke var interesseret i dem. Det virker som om at min fremgangsplan gør at jeg får lov til at beholde mine bøger, og det er det vigtigste. Ligeledes for jeg lov til at kontakte Gerhard Brechs omkring det med ånderne, og jeg skal også have kontaktet Gespenst da vi nu ved hvor han befinder sig. Men i aften har jeg andre planer. De andre forlader hovedkvarteret og vi spiser stille og roligt aftensmad med Wernstürm, Thomas og jeg. Jeg fik Thomas til at sætte mad ud til kattene for at se om det ikke vil tiltrække Whiskers, men han er stadig ikke dukket op. Måske er han taget hjem til min gamle lejlighed? Eller måske har han fundet Moses? Det er svært at vide.

Jessica Highlord

View
15. Spillegang: Mekaniske mænd og Ånder

Juli 1914, som husket af Constantine Cornwall.

Jeg passer mit studie. Jeg er kommet lidt bagud med alt det her spion-pjat. Jeg burde være mere voksen end det, jeg kan også godt høre på Fader at han synes jeg sjusker lidt. Men det lader til at den her uge har rettet lidt op på hans holdninger.

Kapellanen ringer og siger, han har fundet ud af noget i nattens løb, som han gerne vil have min hjælp til. Jeg mødes med ham i logebygningen og han siger, at han har snakket med nogle hjemløse skarn, som påstår at der er forsvundet nogle af dem og der er øjne i natten der overvåger dem. På trods af at jeg forklarede ham at de sikkert blot er stukket af fordi de tror de kan finde bedre andre steder, insisterede han på, at vi skulle udforske sagen. Spild af tid, men med lidt held kan jeg overbevise kapellanen om det inden vi er færdige.

Jeg tager hjem, lægger et brev om hvor jeg tager hen for at være sikker, og tager mit ternede jagttøj på, en tom pistol og et par tomme glasflasker med. Jeg forsøger at få fat i Winston og bliver klar over, at han befinder sig i logebygningen, så jeg vil forsøge at overtale ham til at tage med når vi mødes dernede igen. Med ham ved siden, burde vi være sikre, selv i sådan et kvarter.

Da jeg kommer retur til Logebygningen er der rent kaos. Bales m.fl. kom retur med dobbeltgængeren samtidig med at der er nogle der beskylder frk. Highlord for at være besat eller noget. Efter lidt uro får vi spærret dobbeltgængeren, Frk. Highlord og Kapellanen inde. Det sidste var måske en fejl.

De andre har taget Dobbeltgængeren til fange, som opholdt sig i et fartøj. Det viser sig at han var mekanisk og selv-reparerende. Yderst interessant – jeg ser frem til nærmere undersøgelser. Han er lige nu delt i fire dele i hver deres sæk, og bliver holdt fange i vores fangekælder i to separate rum.  Hvordan får de tilstrækkeligt med effektivitet ud af ham? Hvad er hans energikilde? Formår han et omdanne materiale således, at han kan selvreparere?

Dernæst bevæger diskussionen siger over til hvad der er galt med Frk. Highlord. I går var der åbenbart noget postyr hvor Frk. Highlord og O'brian havde lavet noget ballade. Hun virker ikke til at være sig selv. O'brian påstår, at en ånd jagtede hende i går. Vi har hende mistænkt for at være besat. Hun virker også alt for ilter.

Slutteligt diskuterede vi Kapellanen. Der er enighed om, at der må være tale om en misforståelse, heldigvis, og vi får ham ud af cellen og snakker med ham og bliver klar over, at der intet er galt. Vi snakker videre og beslutter os for, at snakke nærmere med Frk. Highlord og blive klar over om hun er besat.

Da vi går ind for at befri hende for at snakke med hende ser vi, at hun er stukket af og har taget Wernsturm med sig. De er dog ikke langt væk, og hdet kommer til væbnet konflikt, som jeg holder mig ude af. Jeg får overtalt Wernsturm til ikke at lave ballade, og vi får Frk. Highlord overmandet og spærret inde igen. Efter lidt snak får vi overtalt Hr. O'brian, som også lader til at reagere lidt voldsomt, til at aflevere sit våben og lade sig spærre inde. Han er måske også besat påstår de andre… jeg synes nu han er meget irsk i sin opførsel, ikke noget usædvanligt at bemærke.

Vi får ddem der havde været i kamp med Dobbeltgængeren og var blevet såret i den proces på sygehuset da vi indser, at Frk. Highlord ikke kan hjælpe dem.

Vi diskuterer sagen igennem og beslutter, som en nødløsning, at undersøge en spirituel løsning på problemet. Kapellanen får således mulighed for at forsøge at uddrive ånderne fra Frk. Highlord inden vi forsøger andet. Uanset hvor meget jeg tror på den videnskabelige metode, så var den spirituelle nu engang den hurtigste i denne situation. Så kan vi prøve videnskaben når det andet har fejlet.

I mellemtiden diskuterer vi muligheden for elektrochok som videnskabelig behandling. Siden Kapellanen lader vente på sig, beslutter vi os for at give dem elektrochok som behandling indtil da. Det bliver, godt nok lidt ulogisk, besluttet at give både O'brian og Frk. Highlord samtidig. Vi får fat i et Asylym og et salatfad til at køre dem derhen.

Da vi bedøver Frk. Highlord er der dog noget, der går galt. Præcist hvad er uvist, men der lader til at sive en ikke-gennemsigtig luftart ud fra hende, som minder om en ånd. Den forsøger at besætte os, men vi forsvinder i et roligt men bestemt tempo fra området. I området omkring cellerne befinder Wernsturm, Frk. Highlord, James Christian og O'brian sig. Da vi kommer tilbage, er ånden væk – har den besat en af dem? Vi må være påpasselig – vi er nødt til at finde ud af hvor ånden er kommet hen.

Vi får Frk. Highlord på sygehuset (hun fik vist rigeligt med æter) men vi har stadig nogle uafklarede spørgsmål. Kan man fjerne ånder med æter? Jeg må huske at have æter på mig hele tiden.

View
Mysteriet om Ånden (14 - 15 spillegang)

Lørdag d. 3 Juli, 1914.

Sådan startede mysteriet om ånden. Vi mødes i det hemmelige hovedkvarter. Det er det ugentlige møde, og de trivielle punkter bliver taget op. Jeg hører ikke meget efter, men det er noget med hvad der er et relikvie og hvad der ikke er.

Jeg selv bringer et vigtigt punkt op, Phillip har flere gange snakket om at han gerne vil ud lidt, så det spørger jeg de andre om. De begynder en vild diskussion der som altid bliver kørt ud i ekstremer, men det bliver vist besluttet at Phillip har en sjæl. Det var jeg nu ret sikker på at han havde, han er så rar. Vi stemmer fordi vi ikke kan blive enige, og det bliver vedtaget af han skal luftes om søndagen, det bliver han glad for at høre. De andre snakker noget om det med den her dobbeltgænger, de har vist fundet ham. Vi går dog hurtigt tilbage til Wernstürms situation. Cornwall mener vi skal starte på Fase 2, og han forklarer hvad det går ud på. Det lyder ikke rart. Præsten starter imidlertid en diskussion om hvorvidt vi kan tillade os nogle ting, og om vi skal lege med okkulte ideer fra kirken eller ej.

Cornwall for sagt sit ynglingsord Paradime et par gange, og så er han jo glad. Det var sådan en mand man skulle gifte sig med, han stiller ingen krav så længe man pudser hans ego engang imellem.

Søndag d. 4 Juli, 1914.

Vi mødes og vi joker lidt om mordet i Wien, lidt blodigt og voldeligt, men de er også nogle modbydelige mennesker engang imellem. Vi tager ud på denne her picnic med Wernstürm, og vi får tærte og gode sandwich. Det var ikke så godt som når jeg laver mad, men det var spiseligt. Præsten og jeg selv starter lidt en leg der er rigtigt hyggeligt, vi får O’brion med men de andre var nogle sure mænd der mente de var for fine for at lege med. Men de har kun et liv, og det er spild af tid at være sur hele livet igennem, det finder de nok ud af for sent.

Phillip virkede til at glemme hvor trist hans situation er, og han virkede glad.

Jeg bestiller avisen for Phillip så han har noget at læse i hver dag, det skal han nok blive glad for.

Natten imellem søndag og mandag forsøger jeg mig for første gang at lave en Forbandelse fra min bedstemors bøger. Jeg vælger Wernstürm som offer, ikke fordi han fortjener det men fordi han kan være syg uden at det rammer vores loge alt for meget. Jeg må se om det virker i morgen.

Mandag d. 5 Juli 1914.

Det meste af denne dag bruger jeg på at pakke mine ting i kasser og finde ud af hvad jeg vil have med ud i hovedkvarteret. Det virker mere økonomisk forsvarligt at bo derude, og jeg skal ikke betale husleje så smart er det jo. Jeg efterlader Moses I huset derhjemme og tager Whiskers med ned i hovedkvarteret, jeg kan ikke have begge katte med mig selvom jeg gerne ville.

Onsdag d. 7 Juli 1914.

Jeg bruger min dag på at pakke ud, og læse i bøgerne jeg stjal fra Gespenst. Jeg finder et underligt symbol i hans bog, det er en cirkel med en halvmåne i og en masse underlige tegn. Jeg forstår ikke sproget omkring symbolet, men det virker som noget jeg skal have oversat senere måske? Jeg tjekker selvfølgelig til Phillip igen, han er stadig ikke ramt af forbandelsen, måske kan han ikke blive forbandet fordi han er en hundemand? Jeg vælger at forsøge på James Anderson i stedet. Det bliver koldt i rummet, alt for koldt, jeg løber, væk, ud. Der er noget bag mig. Jeg kan se en skikkelse i tågen. Jeg forsøger at lave en cirkel af salt på gulvet men taber saltet ud over det hele. Der er intet jeg kan gøre. Jeg løber. De andre kommer bag mig, jeg må væk. Jeg kommer ud på gaden, men den når mig. Det bliver mørkt.

Torsdag d. 8 Juli 1914.

Torsdag morgen. Det er underligt at have en krop der ikke er min. Den har former der ikke giver mening, hår der hænger ned i hovedet af mig. Jeg er en kvinde? Og læge? Hvem fanden gav kvinder lov til at være læge? For helvede, hvad er verden dog blevet til mens jeg har været væk? En eller anden vækker os, jeg tror han er præsten. Det larmer, alt for meget. De skal et eller andet. Det giver mig muligheder. Jeg sniger mig ned når de er gået. Ind til præstens værelse. Der er ikke nogen tegn på noget. Jessica ved at de har arbejdet for en Wilkes, men det virker ikke som om at de er vigtige, det virker som om de er børn der leger røvere og soldater. Det er mest af alt en børnehave det her. De laver deres hemmelige signal, jeg gør det forkert? For helvede, den her dumme ko kan ikke engang det hemmelige tegn. De låser mig inde i cellen ved siden af den der hundemand. Pis og møg. Jeg kommer fri fra cellen mens de ikke kigger, og slipper også ham der hundemanden fri. Han virker glad for Jessica så det kan jeg bruge imod ham. Men han er ikke nær så frygtindgydende som jeg havde regnet med. De andre står stadig i deres åndsvage laboratorium. Jeg forsøger at gemme os i en af cellerne men præsten opdager os. Vi kæmper for at komme ud, men hundemanden virker fuldstændigt ubrugelig. De fanger os, jeg er uvant med den her krop, det er komplet umuligt at bruge den ordentligt. De efterlader mig i Cellen igen men spærrer også ireren inde. Så kan den forbandede bastardunge lære det. Jeg vil forsøge at flygte i ly af natten. De andre kommer og henter mig, siger jeg kan komme fri, men idet jeg går ud af døren stikker de en klud op i ansigtet på mig. De giver mig æter, jeg kan mærke min krop give op. Jeg må ud. Ubrugelige klump af kød, og det var ikke engang en særligt køn krop. Jeg må finde en anden, en jeg kan bruge. Jeg søger efter dem, men verden set fra en ånds øjne er forvirrende og grå, de slipper væk.

Jessica Highlord // Frank Littleman

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.